Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Lufthansa rasler med sablen mod lavprisselskaber

Priserne på flyrejser skal hugges ned, hvis lavprisflyselskaberne skal holdes stangen. Derfor vil Lufthansa etablere en ny lavprisdivision.

Lufthansa Airbus A320-200. (Foto: Ingrid Friedl, Lufthansa)
Skrevet af: Morten Lund Tiirikainen Udgivet 24.06.2014 kl. 00.00

Først tager vi Tyskland, siden hele Europa. Dette kunne være mottoet i Lufthansas strategi. Selskabet har nemlig oplyst, at man vil etablere et lavprisflyselskab, der ikke kun skal flyve fra Tyskland men på sigt også intraeuropæiske ruter udenfor Tyskland. Det skriver branchesitet CH-aviation.

Ifølge Der Spiegel fortæller Lufthansas administrerende direktør, Carsten Spohr, at man påtænker at tilføre en række Airbus A320-fly til datterselskabet Eurowings, hvorigennem de billige flybilletter skal produceres. Der er i første omgang tale om ruter fra Tyskland til det øvrige Europa. Derefter vil der på sigt blive tale om intraeuropæiske flyvninger, med London-Rom som den første rute.

Lufthansa driver allerede et lavprisselskab, Germanwings, der flyver fra syv tyske trafikknudepunkter til hele Europa. Siden januar 2013 har Germanwings stået for at gennemføre samtlige Lufthansa-flyvninger udenfor selskabets hubs i Frankfurt og München for at sænke produktionsomkostningerne.

Ni fly til langrutesatsning


Eurowings, der er udset til at være omdrejningspunktet for det nye lavpriseventyr, flyver i dag på Lufthansa-regionalruter med en flåde af 86-sæders CRJ900-fly.

Lanceringen af den nye lavprisenhed er et forsøg fra Lufthansa på at genvinde tabte markedsandele fra Ryanair, easyJet og Wizz Air, der i de senere år har vundet frem i Tyskland.

Annonceringen om det nye lavprisselskab kommer kort efter, at Ryanair har påbegyndt en større charmeoffensiv, der sammen med en større flytning af ruter fra sekundære lufthavne til primære lufthavne har gjort truslen fra det irske lavprisflyselskab væsentlig større end hidtil. Hvornår Lufthansas nye lavprisselskab går på vingerne, er endnu ikke offentliggjort.

Nyheden om det nye lavprisselskab kommer kort efter, at Lufthansa i maj måned fortalte, at man vil åbne en række lavprislangruter fra 2015. Her er det dog ikke de europæiske lavprisflyselskaber, men derimod de fremadstormende selskaber fra Mellemøsten, som Lufthansa er op i mod. Her vil selskabet med overførslen af ni Airbus A340-fly til en ny lavprisdivision tilbyde lavprisbilletter på langruter til Caribien, Indien, Thailand og Taiwan.

Foto: Ingrid Friedl, Lufthansa

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Medie: Lufthansa står til at vinde kampen om TAP

Bagsiden

Lufthansa til Condor: Slut med ID-tjenesterejser

Hændelser

Efter missilangreb: Suspenderer flyvninger (opd.)

Ruter

Lufthansa skruer op for Japan: To nye ruter

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.