Tyske Lufthansa har planer om at bruge ni pensionerede fly af typen Airbus A340 i en separat division, der skal tilbyde lavprisflybilletter på ruter til Caribien og Asien.
Som en del af Lufthansas flådefornyelsesprogram bliver selskabets Airbus A340-fly løbende udfaset. Selvom den primære afløser er den nye brændstofeffektive Airbus A350, som selskabet får sit første eksemplar af i 2016, er udfasningen allerede begyndt.
Imidlertid påtænker Lufthansa dog ikke at skille sig endeligt af med det firemotorede jetfly. Ni fly tiltænkes nemlig at skulle bruges i en ny separat enhed, der skal tilbyde lavprisflybilletter på udvalgte langruter. Det skriver branchesitet Air Transport World.
Lufthansa går dermed det første skridt i retningen af at realisere planerne om et lavprisselskab, der skal være spydspids i kampen mod Emirates og Qatar Airways på langdistanceruter mellem Europa og Asien.
Ifølge Andreas Bartels, pressetalsmand i Lufthansa, er det planen at indrette flyene med en mindre Business og Premium Economy-klasse end dem, flyene er udstyret med i dag. I stedet for vil Economy blive indrettet med flere sæder. Beslutningen, om hvorvidt den nye division af Lufthansa bliver en realitet, vil blive truffet til efteråret, og selskabet vil i så fald kunne være på vingerne fra sommeren 2015.
Aftaler med ansatte
Airbus A340’erene hører dog langt fra hjemme i den brændstoføkonomiske liga, hvormed det kan blive vanskeligt at sænke produktionsomkostningerne i den kommende lavprisdivision.
Ifølge SAS, der selv råder over otte A340’ere, bruger typen 0,039 liter per sædekilometer mod Airbus A350’erens 0,027 liter per sædekilometer. Lufthansa vil i stedet for forsøge at sænke udgifterne igennem aftaler med både lufthavne og ansatte, med hvem der angiveligt vil blive indledt forhandlinger i god tid.
Den tyske flag carrier opererer i dag Airbus A340 i to varianter. Standardudgaven A340-300 med plads til 221 passagerer og den forlængede A340-600, der er indrettet med 306 sæder. Lufthansa var sammen med Air France launch customer på Airbus A340 og modtog sit første eksemplar af flytypen i 1994.
Foto: Ingrid Friedl, Lufthansa