Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Lavprisflyselskab opgiver børsnotering

Wizz Air, der er Europas femtestørste lavprisflyselskab, har opgivet at hente 1,5 mia. kroner ved en børsnotering. Selskabet begrunder beslutningen i et volatilt luftfartsmarked.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 18.06.2014 kl. 00.00

De europæiske luftfartsaktier har været under pres igennem de seneste uger. Nedjusteringer fra blandt andet Lufthansa, SAS og Finnair har skabt usikkerhed i markedet, hvilket tydeligt kan aflæses på kursudviklingen i luftfartsaktierne. Således har Norwegian-aktierne mistet mere end 10 procent af markedsværdien på blot en uge.

Det usikre marked har nu fået det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air til at aflyse en planlagt børsnotering på London Stock Exchange. Her var det planen at rejse et beløb svarende til 1,5 mia. danske kroner til at finansiere selskabets fremtidige vækst.

“På trods af en positiv respons i forhold til vores business case og virksomhedens vækstmuligheder og perspektiverne i det institutionelle investeringsmiljø, har vi besluttet at afbryde processen med en børsnotering på dette tidspunkt på grund af den øjeblikkelige volatilitet i luftfartssektoren,“ hedder det i en meddelelse fra Wizz Air.

64 nye fly i ordre


Wizz Air har i dag 52 Airbus 320-fly i flåden og ønsker at øge antallet af fly til 82 i løbet af de kommende tre år. Flyselskabet har allerede afgivet faste ordrer på 38 fly af typen Airbus A320 samt 26 eksemplarer af A321-flyet. En del af de nye fly skal erstatte de ældste fly i flåden.

Flyselskabet har hovedkontor i Ungarns hovedstad Budapest og har samtidig datterselskaber i Bulgarien og Ukraine. I alt 50 fly er registreret på den ungarske driftstilladelse, mens to fly opereres på den ukrainske licens.

Wizz Air fastholder, at passagervæksten i 2014 vil blive fastholdet i et niveau omkring 15 procent. I 2013 rejste 13,5 mio. passagerer med selskabet, der har en strategi om at forbinde Central- og Østeuropa med Vesteuropa.Til sammenligning havde de nærmeste konkurrenter Vueling og Norwegian henholdsvis 17,2 og 20,7 mio. passagerer sidste år.

I 2011 fløj Wizz Air i seks måneder fra Aarhus til Gdansk, men måtte lukke ruten igen på grund af manglende rentabilitet. Sidenhen har det ungarske lavprisflyselskab fløjet udenom det danske marked og har i stedet etableret otte ruter fra Malmø-Sturup lufthavnen.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Wizz Air skruer ned for væksttempoet

Økonomi

Spansk kapitalforvalter fordobler ejerandel i Wizz Air

Trafiktal

Høje brændstofpriser: Ryanair reducerer trafikmål

Ruter

Wizz Air vil overtage indenrigsruter fra konkurrent

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.