Europas fjerdestørste luftfartsselskab, ungarske Wizz Air, vil gerne rejse kapital på børsen i London.
Med hovedvægten af sine ruter i Østeuropa lever Europas fjerdestørste lavprisflyselskab, Wizz Air, ofte lidt i skyggen af de tre største; Ryanair, easyJet og Norwegian. I hvert fald når det kommer til medieopmærksomhed. Nu lægger ungarske Wizz Air imidlertid an til at træde længere frem i rampelyset.
Det knap 11 år gamle selskab, der har en pallette af baser over hele Østeuropa og hovedkontor i Budapest, vil således gerne børsnoteres.
Planen er at sælge nye aktier for knap 1,5 mia. kroner på børsen i London. Det skriver Reuters. Det skal styrke selskabets egenkapital. Wizz Air havde en omsætning på omkring 7,5 mia. kroner i sit seneste årsregnskab, der blev afsluttet 31. marts i år. Her blev det også til et resultat på 660 mio. kroner.
Amerikansk kapitalfond
Wizz Airs fintmaskede rutenet udgår fra i alt 18 baser primært i lande som Polen, Ungarn og Rumænien til næsten 100 destinationer i 35 lande. Wizz Air har ikke ruter til danske lufthavne, men flyver i Skandinavien til blandt andet Malmø Sturup og Oslo’s Rygge-lufthavn. Selskabet opererer en flåde på 48 Airbus A320-fly i opsigtsvækkende lilla og turkise farver. Selskabet har bestilt yderligere 39 Airbus A320-fly og 26 Airbus A321-fly til sin fremtidige ekspansion.