Annonce
Køb abonnement Log ind
Ruter

Air Greenland må flyve uden kabinepersonale

Air Greenland har midlertidigt suspenderet billetsalget til samtlige flyvninger, og i den kommende tid vil flyselskabet kun flyve med halvfyldte Dash-8-fly, da der ikke er kabinepersonale ombord.

En Dash 8-200 fra Air Greenland i Kangerlussuaq. (Foto: Gordon Leggett | CC 4.0)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 10.01.2022 kl. 07.56

Indenrigsrejsende i Grønland må i øjeblikket kigge langt efter billetter med Air Greenland. Selskabet har indtil den 16. januar stoppet salget, da det grønlandske flyselskab er udfordret af sygdom blandt personalet.

Air Greenlands drift er blevet ramt, fordi en række ansatte hos flyselskabet enten er blevet smittet med COVID-19 eller sendt i isolation. Det har fået selskabet til at fjerne muligheden for at booke billet til en indenrigsflyvning eller en atlantrejse til København eller Island. Det skriver Sermitsiaq.AG.

I den forbindelse har flyselskabet fået tilladelse af Trafikstyrelsen til at flyve uden kabinepersonale i de syv Dash-8-fly, som Air Greenland råder over. Det kan tillades, når blot der ikke er flere end 19 passagerer ombord på en given flyvning.

Skal sikre landets infrastruktur


Tilladelsen fra Trafikstyrelsen betyder, at Air Greenland kan fortsætte en række flyvninger, men den resulterer samtidig i, at flyene må flyve med halv kapacitet. Dash-8-flyene har ellers plads til 37 passagerer, men i den kommende tid må de flyve med 18 tomme sæder per afgang. 

Air Greenland fortæller, at den ekstraordinære tilladelse fra Trafikstyrelsen er kommet i stand for at sikre infrastrukturen i landet. I den kommende tid vil det være flyenes piloter, der står for sikkerhedsbriefingerne samt anden kommunikation med de rejsende.

Selvom det lige nu ikke er muligt at booke billet til en del flyvninger med selskabet, fortæller Air Greenland, at der er friholdt en række sæder til rejsende, der har et ”uopsætteligt behov for at rejse”. Det kan blandt andet skyldes kritisk sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.

Flere ændringer kan være på vej
På grund af den udbredte smitte i landet, advarer Air Greenland om, at der kan blive ændret endnu mere i trafikprogrammet i den kommende tid. Det fortæller flyselskabets kundeservicechef Johanne L. Knudsen i en pressemeddelelse.

”Vi tilstræber hele tiden at få afviklet det planlagte trafikprogram og få flyttet de passagerer, som er berørt af smitte og dermed ikke kan rejse som planlagt, men da smitten med COVID-19 i øjeblikket er meget omfattende i både Grønland og Danmark, kan det betyde ændringer i sidste øjeblik.”

Selskabet sælger fortsat billetter til kontraktflyvninger samt beflyvning af byen Qaanaaq, der er hjemsted for Thulebasen. De seneste COVID-19-tal fra Grønland afslører, at der er 912 smittede i landet, der har en befolkning på 56.500 personer.

 

Relaterede artikler:

Vejr og strømsvigt forstyrrer grønlandsk flytrafik

Air Greenland får lov at benytte Thule Air Base

Icelandair etablerer ny flyrute mellem Island og Grønland

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Air Greenland stopper Nuuk-rute fra Billund

Ruter

Jettime også på vingerne for Air Greenland i 2027

Økonomi

Air Greenland opjusterer til trecifret millionoverskud

Flådenyt

Første A320 til Air Greenland klargøres i Tallinn

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.