Det britiske langrute selskab Virgin Atlantic udvider sin flåde med tidligere airberlin-fly til erstatning for de Dreamlinere, der skal have skiftet Rolls Royce motorerne ud.
Virgin Atlantic supplerer sin flyflåde med fire leasede Airbus A330-200, der stammer fra konkursramte airberlin. Årsagen er, at selskabets Boeing 787-9 Dreamliners drives af de fejlramte Rolls Royce Trent 1000 motorer.
“De leasede fly giver dækning af vores fartplaner mens der er en global mangel på Trent 1000 motorer, som benyttes i vores Boeing 787,” siger Virgin Atlantics EVP operations Phil Maher.
Den første A330-200 er under klargøring på Virgin Atlantics London Gatwick base før det sættes i drift i forbindelse med sommerfartplanen, der starter ved udgangen af marts. Alle de fire fly vil være klar til indsættelse i løbet af foråret, skriver ATW.
En talsperson fra Virgin Atlantic tilføjer, at beslutningen om de fire fly er truffet, så man bliver i stand til at fastholde hele sin sommerfartplan.
Nedslidte motorer
De fire A330-200 indsættes på Virgin Atlantics atlantruter fra Birmingham til New York, Boston, San Francisco og Barbados.
Flyene males i Virgin Atlantics farver, men interiøret forbliver stort set uændret med med 19 fully-flat sæder på Upper Class, 46 sæder med ekstra benplads på economy og 222 almindelige economy sæder. En komplet udskiftning af interiøret finder først sted i slutningen af 2018, når den travle sommersæson er overstået. Leasingperioden er ifølge ATW mellem tre og fire år.
Relaterede artikler:
Air France-KLM køber sig ind i Virgin Atlantic
Norwegian i samarbejde med Virgin Atlantic
Delta køber andel af Virgin Atlantic