Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Vestjyllands livsnerve runder skarpt hjørne

Karup Lufthavn kan lørdag se tilbage på 50 år som Vestjyllands livsnerve til omverdenen. Efter en række hårde år er der lys i horisonten for fødselaren.

(Foto: Morten Lund Madsen)
Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 30.10.2015 kl. 00.00

Til daglig er det mest storebrødrene Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn, der løber med opmærksomheden og omtalen. Men i morgen lørdag er det Karup Lufthavns tur til at stå i rampelyset. Her bliver den vestjyske lufthavn ikke mindre end 50 år.

Den 1. november 1965 åbnede Karup lufthavn nemlig takket være initiativrige politikere og erhvervsfolk i de tidligere Ringkøbing og Viborg Amter samt en række kommuner.

Vigtig livsnerve


Lufthavnens omdrejningspunkt dengang var ruten til København – ligesom det er i dag. Lufthavnen og ruten til København sikrer vestjyderne nem og hurtig forbindelse til hovedstaden og verden.

”Karup Lufthavn er en vigtig livsnerve for virksomhederne i det midt- og vestjyske område og dermed betydningsfuld for kommunernes erhvervspolitik. Muligheden for at være tæt på en effektiv rutedrift uden for meget spildtid er afgørende for mange erhvervsfolk og beslutningstagere,” siger Karup Lufthavns bestyrelsesformand H.C. Østerby, der også er borgmester i Holstebro.

Ni vest- og midtjyske kommuner ejer sammen Karup Lufthavn. De måtte i 2014 til lommerne og stille en underskudsgaranti til lufthavnen, der var løbet ind i turbulens med stor passagertilbagegang i årene efter Cimber Sterlings konkurs i maj 2012.

I årene op til konkursen havde blandt andet en hård konkurrence mellem Cimber Sterling og Norwegian fået passagerantallet til at stige eksplosivt. Med billetpriser fra 149 kroner blev det hvermandseje at flyve fra Vestjylland til København og retur.

Slid og slæb
Efter Cimber Sterling stillede træskoene blev ruten kun betjent få gange dagligt af Norwegian, der skruede priserne op til et mere realistisk niveau. Det fik mange til at vende flyruten ryggen. Og efter knap tre års slid og slæb valgte Norwegian i marts i år at forlade ruten og overlade den til Danish Air Transport.

For det midt- og vestjyske erhvervsliv og private rejsende har den nye operatør betydet flere afgange, kortere transfertid i København, klippe- og månedskort samt bagagegennemcheck i København til SAS-flyvninger videre ud i verden.

”Det har gjort ruten stærkere og konceptet har fået markant opbakning fra erhvervspassagererne, der nu vender tilbage til Karup i stor stil, men også hos private passagerer,” understreger H.C. Østerby.

Anlagt af tyskerne
Flyvestation Karup blev ligesom flere andre danske lufthavne anlagt af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Fra krigens afslutning frem til 1949 husede den cirka 22.000 tyske flygtninge. I 1950 etablerede det danske flyvevåben sig på basen med de første eskadriller og 15 år senere fik Flyvestationen altså så et civilt hjørne.

Foto: Morten Lund Madsen.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Lufthavn skifter navn og annoncerer ny charterkunde

Ruter

AIS stopper: Ingen indenrigsflyvning fra Karup

Trafikinformation

Også indenrigsflyvning fra Karup i 2025

Trafikinformation

Trods udmelding: Fastholder indenrigsflyvninger

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.