Annonce
Køb abonnement Log ind
Produkter

Tilfredshed med indenrigsspor

Forholdene i sikkerhedskontrollen i CPH er blevet bedre, mener flere indenrigsaktører. Der er dog stadig plads til forbedringer.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 13.01.2017 kl. 00.00

I slutningen af oktober sidste år åbnede Københavns Lufthavn sit særlige fast track-spor i sikkerhedskontrollen, CPH Express, for indenrigsrejsende, der siden da har kunne bruge sporet uden at deres flyselskab har skulle betale for det.

Københavns Lufthavn gav de indenrigsrejsende adgang til CPH Express efter et massivt pres fra blandt andre daværende transportminister Hans Christian Schmidt. Ministeren var ikke just tilfreds med de vilkår i sikkerhedskontrollen, som de indenrigsrejsende var blevet budt på siden indenrigs- og udenrigstrafikken blev lagt sammen i april 2015. En sammenlægning der betød, at indenrigsrejsende ikke længe havde deres egen sikkerhedskontrol i Terminal 1, men måtte stå i til tider meget lange køer i den centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og Terminal 3.

Det rene ragnarok


Indenrigssporet har nu eksisteret i mere end to måneder og har markant forbedret forholdene for de indenrigsrejsende. Det mener Søren Hylleberg Sørensen, der er direktør for gasselskabet HMN og formand for brugerrådet på Danish Air Transports indenrigsrute mellem København og Karup.

”Det var det rene ragnarok tidligere. Nu er ventetiden til at acceptere og leve med,” forklarer Søren Hylleberg Sørensen.

Samme toner lyder fra det sønderjyske.

”Etableringen af indenrigssporet har haft en meget positiv effekt,” siger direktør Christian Berg fra Sønderborg Lufthavn, der har fem daglige forbindelser med Alsie Express til Københavns Lufthavn.

I Københavns Lufthavn oplever man også at indenrigssporet fungerer efter hensigten.

”Det er også vores indtryk, at det fungerer på den måde, som det var tiltænkt. Det er vi glade for,” siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn.

Irriterende med forretninger
Men der er dog stadig plads til forbedringer andre steder i lufthavnen, mener brugerrådsformand Søren Hylleberg Sørensen.

”Selve sikkerhedskontrollen fungerer fint nu. Men der er stadig plads til forbedringer. For eksempel kan det være irriterende at man som forretningsrejsende skal krydse forbi ventende passagerer på vejen ud til flyet. Og så kan det også være lidt irriterende med forretningerne,” pointerer Søren Hylleberg Sørensen.

Det gav anledning til en hel del løftede øjenbryn hos de flyselskaber, som betaler op til 40 kroner per passager for fast track-servicen, at der pludselig også skulle indenrigspassagerer gennem de to CPH Express-spor, der ligger i hver sin side af Københavns Lufthavns centrale sikkerhedskontrol.

”Generelt finder Lufthansa Gruppen ikke, at dette er den optimale løsning, da vi er nødt til at betale et gebyr for denne ekstra service, mens mange andre kunder nu får denne service gratis. Det skaber en ubalance i de afgifter flyselskaberne betaler til lufthavnen og er en ulempe for de luftfartsselskaber, der skal betale gebyret,” sagde Bastian Frantz, dansk landechef for Lufthansa Gurppen, i november til CHECK-IN.dk.

Trak det juridiske kort
At Københavns Lufthavn i oktober sidste år åbnede indenrigssporet er faktisk lidt af en sensation, da man adskillige gange de sidste to år pure har afvist ideen med flere forskellige argumenter. Først med et argument om behovet for fleksibilitet i anvendelsen af sporene i sikkerhedskontrollen. Det var før indenrigstrafikken den 29. marts 2015 blev flyttet fra Terminal 1 til Terminal 2 og Terminal 3.

Forslaget om to spor i sikkerhedskontrollen dedikeret til indenrigspassagerer kom igen op over flere omgange. Hver gang trak Københavns Lufthavn dog det juridiske kort og afviste ideen pure med henvisning til, at det er ulovligt for dem at forskelsbehandle indenrigs- og udenrigspassagerer.

Granske paragrafferne
Knap et år senere havde piben fået en anden lyd, da Københavns Lufthavn erklærede sig parat til at sætte sig sammen med Trafikstyrelsen og granske paragrafferne for at se, om der måske alligevel kunne laves et lovligt indenrigsspor. På bare ni arbejdsdage kom Trafikstyrelsens jurister frem til, at det godt kunne lade sig gøre lovligt at forskelsbehandle indenrigs- og udenrigsrejsende.

Godt en måned senere var Københavns Lufthavn så klar med det spor, som i starten slet ikke var lovligt at etablere.

 

 

Relaterede artikler:

Lufthansa: Indenrigsspor skaber ubalance

CPH åbner indenrigsspor fredag

Minister til CPH: Lav det indenrigsspor hurtigst muligt

CPH overvejer indenrigsspor i sikkerhedskontrol

Flyselskaber: Indenrigsrejsende må ikke påvirke servicen

 

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Rapport: CPH er fløjet fra Arlanda i løbet af 25 år

Trafiktal

Femte måned med over tre millioner rejsende i CPH

Økonomi

Aarhus-virksomhed får aftale med CPH til 2031

Ruter

Jettime også på vingerne for Air Greenland i 2027

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.