Annonce
Køb abonnement Log ind
Arbejdsmarked

SAS-piloterne sender strejkevarsel

Piloterne i de fire skandinaviske pilotforeninger under SAS Pilot Group har afsendt konfliktvarsel til SAS. “Piloterne viser en chokerende manglende forståelse for den kritiske situation,” lyder det fra SAS.

SAS-fly i Københavns Lufthavn. (Foto: Michael Kidmose | CPH | PR)
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Opdateret 10.06.2022 kl. 07.50

Op til påskeferien var der fare for, at SAS-piloterne ville varsle strejke, da overenskomsten, der udløb den 1. april ikke var blevet forlænget af en ny aftale mellem SAS og piloterne. Men piloterne valgte at frede påsken, mens sommerferien nu kan komme i fare.

Siden november sidste år har der været forhandlinger mellem parterne, der har stået meget langt fra hinanden, og nu vælger de omkring 1.000 tilbageværende piloter i SAS Scandinavian at gå skridtet videre med en egentligt strejkevarsel. Det skriver Ritzau.

SAS har hele tiden ønsket effektivitetsforbedringer på op til 25 procent, mens piloterne ikke har ønsket at imødekomme kravene. Samtidig har SAS skruet op for produktionen på alternative produktionsplatforme som SAS Connect og SAS Link, der er overenskomstdækket af Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Det er etableringen af de to nye produktionsplatforme, der har været en torn i øjet på piloterne i SAS Scandinavian, der via Dansk Pilotforening har haft overenskomst med SAS.

Opsagte pilotjobs i Link og Connect til opsagte piloter


Hos Dansk Pilotforening, der er en del af afdelingen Metal Luftfart under Dansk Metal, bekræfter man da også, at man ønsker, at SAS opgiver de to nye produktionsplatforme, der allerede er idriftsat.

“Vi har fundet en samlet pakke, som giver minimum 25 procent. Det er 500 millioner svenske kroner. Mod at vi har brug for at få arbejdspladserne i Connect og Link til vores opsagte piloter,” siger Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, til Ritzau.

I et vist omfang er det dog allerede opsagte piloter fra SAS Scandinavian, der sidder i cockpittet i flyene fra Connect og Link, da mange yngre piloter befandt sig nederst på senioritetslisten, da opsigelserne blev effektueret i juni 2020. En del af disse har siden fået beskæftigelse i de nye produktionsselskaber.

Strejken kan efter de danske regler tidligst begynde om 14 dage, hvilket vil sige den 24. juni, men der er en vis sandsynlighed, at det først kommer til at ske i slutningen af juni eller begyndelsen af juli, da Forligsinstitutionen kan beslutte at udsætte en eventuel konflikt i to gange to uger, dog med mulighed for kortere frister. Ifølge de svenske og norske arbejdsmarkedsregler vil en strejke kunne træde i kraft den 29. juni.

SAS: Manglende forståelse for kritisk situation
Ikke overraskende er reaktionen fra SAS meget kraftig i forhold til det afsendte strejkevarsel.

“Pilotforbundenes varsel er skødesløs og viser en chokerende manglende forståelse for den kritiske situation, SAS er i. SAS’ plan om at gøre virksomheden konkurrencedygtig, SAS FORWARD, kræver, at alle deltager, også piloterne. Dagens varsel viser, at pilotforbundene vælger konflikt frem for forhandlinger og dermed ikke bidrager med deres del af planen,” lyder det i en officiel meddelelse fra SAS.

“Derudover kræver de vetoret på centrale beslutninger, som de ikke bryder sig om, som normalt bør træffes af bestyrelse og koncernledelse. En strejke vil være ødelæggende og risikere fremtiden for hele virksomheden og tusindvis af kollegers job. Vi antager, at piloterne indser, hvad der er på spil, og i stedet vælger at fortsætte arbejdet med at finde en løsning.”

 

Relaterede artikler:

SAS-koncernchef: Ingen magiske løsninger

Ingen SAS-strejke i påsken

Strejke koster SAS mere end penge

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

SAS og KLM Cityhopper åbner for tæt samarbejde

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Arbejdsmarked

SAS Link undgår umiddelbart kabinestrejke i Norge

Hændelser

Sådan husker han Linate-ulykken for 25 år siden

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.