SAS overvejer at få en driftstilladelse i et land udenfor Skandinavien, så fly kan udflages for at sikre lavere produktionsomkostninger.
SAS-ledelsen kigger på muligheden for at få en driftstilladelse i et land udenfor Skandinavien. Det vil give SAS mulighed for at kunne udflage en stor del af flyflåden og etablere baser udenfor Skandinavien med lokalt ansatte piloter og stewardesser.
I en artikel på SAS’ intranet skriver koncernchef Rickard Gustafson, at selskabet ”vurderer nye måder at operere på, inklusiv en mulig lancering af en driftstilladelse udenfor Skandinavien”.
Af artiklen, som CHECK-IN.dk er i besiddelse af, fremgår det, at en ikke-skandinavisk driftstilladelse er en af de muligheder SAS-ledelsen kigger på for at kunne reducere selskabets omkostninger. SAS’ produktionsomkostninger er stadig højere end konkurrenternes. Og det stiller SAS svagt i konkurrencen, da man ikke er i stand til at matche konkurrenternes lave priser.
Gøre tingene anderledes
I SAS’ presseafdeling ønsker man ikke at uddybe koncernchefens udmelding, da selskabet er inde i den såkaldte ”silent period”, hvor man i fire uger op til en regnskabsaflæggelse ikke må kommentere på større sager af strategisk betydning.
(Opdatering kl. 10:10) Præcisering: Der er tale om en artikel på SAS’ intranet og ikke en mail udsendt til alle medarbejdere, sådan som CHECK-IN.dk oprindeligt skrev.
Relaterede artikler: