Annonce
Køb abonnement Log ind
Økonomi

Ryanair fik underskud i seneste kvartal

Ryanair presses af lave priser og øgede omkostninger. Selskabet kom ud af regnskabsårets tredje kvartal med et tab på 20 millioner euro trods øget omsætning.

Skrevet af: Jan Aagaard Opdateret 26.02.2026 kl. 09.35

Billetpriserne i Europa er under pres, og samtidig kæmper flyselskaberne med stigende omkostninger som følge af stigende priser på brændstof. Den situation sætter sit tydelige aftryk på lavprisselskabet Ryanairs resultat for tredje kvartal, som blev præsenteret mandag.

Mens Ryanair er kendt for at levere det ene overskud efter det andet, må selskabet i det skæve regnskabsårs tredje kvartal, som sluttede med udgangen af 2018, notere et tab på 20 millioner euro. I samme periode i sidste regnskabsår leverede Ryanair et overskud på 106 millioner euro.

”Selv om et tab på 20 millioner i tredje kvartal er skuffende, trøster vi os med, at det udelukkende var på grund af svagere billetpriser end forventet, så vores kunder nyder rekordlave priser, hvilket er godt for trafikvæksten både nu og i fremtiden,” siger Ryanairs topchef Michael O’Leary.

Foruden de lavere billetpriser peger Ryanair i regnskabsmeddelelsen dog også på øgede omkostninger til brændstof, personale og kompensation til passagererne efter EU’s regler – den såkaldte EU261-forordning – som årsager til det økonomiske tab i tredje kvartal.

Flere konkurser i europæisk luftfart


Ryanair henviser i regnskabsmeddelelsen ligeledes til, at man i løbet af de seneste fire måneder har set flere konkurser i europæiske luftfart, hvor blandt andre Primera Air, Small Planet Airlines, VLM og Cobalt Air er gået ned. Desuden søger andre større selskaber som WOW, Flybe og Germania efter købere, mens Norwegian må refinansieres alene for at overleve, skriver Ryanair i regnskabsmeddelelsen.

Ryanair noterer sig også, at Norwegian ligesom Ryanair selv har måttet lukke baser for at reducere omkostningerne. Ryanair forventer flere baselukninger og flere konkurser i europæisk luftfart i løbet af 2019 på grund af overkapacitet i markedet.

2,3 millioner flere passagerer
Ryanair havde i tredje kvartal i det skæve regnskabsår en vækst i passagertallet på otte procent i forhold til samme periode sidste år – eller 2,3 millioner flere passagerer til i alt 32,7 millioner passagerer i kvartalet.

De nye passagerer kom fra et større antal ruter, for selskabets load factor lå uændret på 96 procent i perioden.

Ryanairs omsætning steg også i tredje kvartal med en vækst på ni procent til 1,53 milliarder euro. Den øgede omsætning kom især fra et øget salg af tilkøbsydelser som prioriteret boarding og sædereservation.

Trods det dårlige resultat for tredje kvartal forventer Ryanair fortsat et resultat efter skat på mellem 1,0 og 1,1 milliarder euro for det samlede regnskabsår.

 

Relaterede artikler:

Nedjustering fra Ryanair

Ryanair overvejer at købe to flyselskaber mere

Ryanair opsluger Laudamotion

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Ruter

Ryanair vender tilbage til svensk lavprislufthavn

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Ruter

Ryanair fjerner fire fly fra Wien: Lukker CPH-rute

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.