Da Ryanair åbnede baser i Billund og København var det henholdvis nummer 48 og 70 i rækken. Nu er det irske lavprisflyselskab klar til at åbne base nr. 75, der bliver på en populær græsk ø.
Det irske lavprisselskab Ryanair måtte i juli lukke begge sine danske baser i Billund og Københavns lufthavne. Ryanair havde på det tidspunkt haft base i Billund i mere end tre år og havde haft fly baeret i Københavns Lufthavn siden marts i år.
Men netop åbningen af den base blev skæbnesvanger. Da Ryanair ikke agtede at tegne danske overenskomster for personalet på københavnerbasen, så blev de truet med blokade af selskabets operationer fra fagbevægelsens side. Og derfor trak irerne stikket på begge baser – men flyver stadig flittigt til og fra begge lufthavne fra baser andre steder i Europa.
Samtidig buldrer Ryanair fortsat derudaf med at åbne nye baser. Og mens Billund og København var henholdsvis base nummer 48 og 70, så bliver lufthavnen på den græske middelhavsø Korfu selskabets 75. base.
Fjerde græske base
Ryanair fløj mellem Korfu og Billund indtil lukningen af basen i Billund i juli i år. Den rute står ikke umiddelbart til at blive genåbnet, når Korfu bliver baselufthavn.