Den årlige globale konference om ruteudvikling i luftfartsbranchen skal næste år holdes i Saudi-Arabien. Routes World samler et par tusinde beslutningstagere fra lufthavne og flyselskaber fra hele verden.
Routes World er stedet, hvor lufthavne, flyselskaber og turistdestinationer fra hele verden mødes i bestræbelserne på at udvikle nye ruter og flyforbindelser. I år holdes den globale konference i Hong Kong, og det er nu blevet offentliggjort, at arrangementet næste år bliver afviklet i Saudi-Arabien.
Det er hovedstaden Riyadh, der bliver værtsby for arrangementet, og det skaber tilfredshed i Saudi-Arabien, der arbejder hårdt på at tiltrække store og vigtige arrangementer til landet. Verdensudstillingen Expo skal således holdes i Saudi-Arabien i 2030 og i 2034 er landet vært for verdensmesterskaberne i fodbold.
”At være vært for Routes World 2026 er en vigtig milepæl i vores rejse mod at positionere Riyadh og Kongeriget som et centralt knudepunkt for global luftfart,” hedder det i en udtalelse fra Abdulaziz Al-Duailej, der er præsident for landet civile luftfartsstyrelse GACA og bestyrelsesformand i Matarat Holding.
Vil være globalt center for luftfart
Myndighederne fremhæver, at luftfartssektoren i Saudi-Arabien opnåede rekordvækst i 2024 med mere end 128 millioner passagerer, der rejste gennem kongerigets lufthavne. Det er en stigning på 15 procent i forhold til året før og en vækst på 25 procent sammenlignet med niveauet før pandemien.
Udviklingen fortsatte i første halvdel af 2025, hvor landets lufthavne tog imod 66,7 millioner passagerer, håndterede 467.000 flyvninger og behandlede 575.000 tons fragt.
”Rejse- og turistbranchen vokser i et tempo, verden aldrig har set. Saudi-Arabien bød 116 millioner besøgende velkommen i 2024, en stigning på seks procent fra 2023. Stærke flyforbindelser er livsnerven i denne vækst, og ved at være vært for Routes World 2026 vil Saudi-Arabien spille en afgørende rolle i at sikre, at verden er inden for rækkevidde fra Riyadh til alle hjørner af kloden,” konstaterer Fahd Hamidaddin, CEO for den saudiarabiske turistmyndighed.
Fire danske lufthavne er med i år
Routes World afholdes i år i Hong Kong i perioden fra 24.-26. september.
Fra Danmark deltager Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn, Aalborg lufthavn og Aarhus Airport. Det forventes, at mere end 3.000 beslutningstagere deltager i konferencen, herunder trafikplanlæggere fra 260 lufthavne i hele verden.
I løbet af konferencen holdes langt over 1.000 møder, hvor der udvikles og planlægges nye ruter og forbindelser.
Det er 30. gang Routes World afholdes siden det første møde i Cannes i 1995.
Relaterede artikler:
Routes World Awards: Ingen nordiske aktører i spil