Qatar Airwys udskifter til marts næste år Boeing 777-300ER med den største udgave af Airbus A350-flyet på aftenafgangen fra København til Doha.
Passagerer kan næste år se frem til at sætte sig til rette i et af verdens mest moderne flytyper, når de flyver med Qatar Airways på selskabets aftenafgang fra Københavns Lufthavn.
Qatar Airways har hidtil benyttet et mix af flytyperne Boeing 777-300ER og Boeing 787-8 på ruten mellem Doha og København. Fra 1. marts 2020 indsætter det mellemøstlige selskab imidlertid den største udgave af Airbus A350-flyet – A350-1000 – på den daglige aftenafgang fra København. Flytypen er foreløbigt programsat frem til den 28. marts 2020.
Tre gange om ugen
På aftenafgangen har man hidtil benyttet Boeing 777-300ER, som har plads til 358 passagerer fordelt på 42 i Business Class og 316 i Economy Class.
Qatar Airways’ A350-1000 har til sammenligning plads til 327 passagerer fordelt på 46 i Business Class (Qsuite) i en 1-2-1 konfiguration og 281 sæder på Economy Class i en 3-3-3 konfiguration. Der bliver således tale om en lidt mindre samlet kapacitet på ruten fra København til Doha.
På kort visit i København
A350-1000-flyet var i sommer på et kort visit i Københavns Lufthavn i forbindelse med en præsentation af Qatar Airways’ luksuriøse QSuite for kunder og presse, men selskabet har ikke tidligere benyttet flytypen på ruten fra København.
Qatar Airways’ A350-1000 får dog allerede fra slutningen af oktober debut i Skandinavien, når selskabet fra den 27. oktober til den 30. november indsætter flytypen på den daglige rute mellem Stockholm og Doha.
På Stockholm-ruten indsættes flyet også på den sene aftenflyvning med afgang fra Stockholm klokken 21.45, mens man på de øvrige syv ugentlige afgange til Doha benytter et mix af A350-900 og Boeing 787-8 Dreamliner.
76 eksemplarer af A350
Qatar Airways har i alt bestilt 76 eksemplarer af A350-flyet hos Airbus-fabrikkerne – heraf 34 i A350-900-versionen og 42 i 350-1000-versionen.
A350-900 har i Qatar Airways’ Qsuite-version plads til 283 passagerer fordelt på 36 på Business Class og 247 på Economy.
Relaterede artikler:
134 ugentlige Qatar-flyvninger til og fra Norden