Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Ny teknologi kan spare flyselskaberne milliarder

Ved at flyve gennem kunstigt skabte askeskyer har easyJet og Airbus bevist, at en ny teknologi kan spotte askeskyer og spare flyselskaber milliarder ved kommende vulkanudbrud.

Skrevet af: Morten Lund Tiirikainen Udgivet 14.11.2013 kl. 00.00

(TOULOUSE) Lige siden askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull lammede store dele af det europæiske luftrum seks dage i april 2010, har britiske easyJet været på jagt efter nøglen til at undgå noget lignende vil ske igen. I et tæt samarbejde med Nicarnica Aviation og Airbus har easyJet arbejdet på en teknologi, der kan spotte aske i luften, og det skal forhindre mareridtet fra 2010 i at gentage sig. Askeskyen kostede branchen 2 mia. britiske pund, svarende til 18 mia. danske kroner.
AVOID kaldes teknologien, som minder om de vejrradere fly er udstyret med i dag. AVOID står for Airborne Volcanic Object Imagining Detector og er udviklet af direktør for Nicarnica Aviation, Fred Prata, som har været specialist på området i mange år.
Men for at kunne teste teknologien, var parterne nødt til at ”skaffe” en askesky, hvilket blev en større opgave.
“Vi måtte erkende, at vi ikke kunne planlægge efter at prøve teknologien af på en rigtig aktiv vulkan. De går i udbrud med kort varsel, og det ville tage os for lang tid at nå frem i tide. Derfor besluttede vi os for, at lave en selv,“ sagde Fred Prata på stort pressemøde i Toulouse i går, hvor medier fra hele verden var inviteret til at høre om det store forsøg.
Kunstig askesky
Ved at bruge rigtig islandsk vulkanaske, kunne man fra et Airbus A400M-fly skabe en kunstig askesky. Asken blev ved hjælp at store ”støvsugere” suget op fra tanke og blæst ud af siden på flyet, imens flyet i cirkler fløj højere og højere op. Kort efter blev et A340-fly med AVOID-teknologien ombord sendt imod skyen for at teste, om man kunne se asken.
Til at krydstjekke resultaterne blev et Diamond DA42 propelfly sendt direkte ind i askeskyen, der for det blotte øje var usynlig. Modsat jet og turbopropfly, tager et pistonmotor-fly som Diamond DA42 ikke skade af at flyve i en askesky. Det skyldes dels et lavere luftindtag og en lavere forbrændingstemperatur i motoren.
Med måleudstyr fra Düsseldorf Universitet, der er specialister i askeskyer, kunne flyet måle mængden af askepartikler i luften. Resultaterne blev sendt direkte til A340-flyet, og her kunne man konstatere at målingerne fra AVOID-teknologien var korrekte.
Testen blev gennemført i alt fire gange med godt resultat. Det var derfor et glad team, som i går kunne præsentere pressen for teknologien, der af Ian Davids, chefingeniør i easyJet, forventes at være klar til brug til næste vinter.
”Dette er et afgørende skridt på rejsen mod endelig at teste teknologien frem mod en certificering til kommerciel brug. EasyJet vil nu i første omgang arbejde frem mod en påmonteret løsning frem for en integreret løsning, som vi vil bestræbe os på at installere på en del af vores eksisterende flåde i slutningen af 2014,” sagde Ian Davids.

Foto: P. Masclet / Airbus

Del artiklen:

Relaterede artikler

Trafiktal

343.000 i luften: Travleste dag i EasyJets historie

Økonomi

EasyJet-stifter hilser aftale med Apollo velkommen

Navnenyt

Tidligere Norwegian-topdirektør til EasyJet

Politik

EasyJet-opkøb kan få EU til at stramme reglerne

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.