Coronakrisen er hård ved den nyåbnede Berlin Brandenburg Airport, der i øjeblikket taber 7,5 millioner kroner om dagen. Passagertallene fortsætter med at være iøjnefaldende lave.
Den nye storlufthavn Berlin Brandenburg Airport (BER) åbnede langt om længe i slutningen af oktober 2020, men lufthavnen blev indviet i særdeles hårde tider.
Som alle andre lufthavne blev Berlin-lufthavnen straks ramt af konsekvenserne ved coronapandemien, der har fået passagertallene til at styrtdykke overalt i verden. Det langt færre antal rejsende i Berlin Brandenburg Airport gør, at lufthavnen i øjeblikket taber cirka én million euro om dagen, eller hvad der svarer til 7,5 millioner kroner.
Sådan siger Engelbert Lütke Daldrup, der er administrerende direktør i lufthavnsoperatøren Flughafen Berlin Brandenburg (FBB) ifølge det tyske medie Berliner Zeitung. Før coronakrisen håndterede Berlin-lufthavnene Tegel og Schönefeld næsten 100.000 daglige passagerer, men dette tal ligger for tiden på blot 10.000 passagerer i Brandenburg-lufthavnen, som erstattede de to ældre Berlin-lufthavne.
For at reducere omkostningerne i Berlin Brandenburg Airport er det besluttet at lukke Terminal 5 i et helt år fra slutningen af marts. Terminalen, der tidligere udgjorde Schönefeld-lufthavnen, kan dog allerede blive lukket fra februar, lyder det nu ifølge det tyske medie. I forvejen er Terminal 2 fortsat ikke åbnet efter indvielsen af lufthavnen. Mange ansatte er desuden i øjeblikket på en ordning med korttidsarbejde.
Passagertal på 10 procent af normalt niveau
Antallet af passagerer Tegel og Schönefeld i december 2019 var over 2,6 millioner, og passagertallet er således faldet med dramatiske 90 procent. Antallet af operationer (starter og landinger, red.) i december var 4.600 mod knap 21.200 i samme måned i 2019.
I hele 2020 håndterede Tegel, Schönefeld og Brandenburg i alt 9,1 millioner passagerer, hvilket er cirka en fjerdedel af passagertallet fra rekordåret 2019. Antallet af operationer faldt fra 189.000 i 2019 til 105.000 i 2020.
‘God fragtinfrastruktur er vigtig’
Mens passagertallene er faldet drastisk gennem 2020, har det heller ikke set for godt ud med mængden af fragt fra Berlin. I december var fragtmængden på cirka 1.900 ton fra Berlin Brandenburg, hvilket er en tredjedel mindre end i samme måned året før fra de to tidligere Berlin-lufthavne.
Den totale fragtmængde fra Berlin-lufthavnene i 2020 var 22.000 ton mod næsten 35.000 ton året før.
”Årsskiftet markerer slutningen på et ekstremt år. På den ene side var vi endelig i stand til at åbne BER med succes, men på den anden side styrtdykkede antallet af passagerer på grund af pandemien,” siger Engelbert Lütke Daldrup i en pressemeddelelse.
”I denne vanskelige globale situation er det blevet klart, hvor vigtig god fragtinfrastruktur er for hovedstadsregionen. I modsætning til antallet af passagerer er fragtmængden ikke faldet i nærheden af så meget som passagertrafikken, selvom den dog er reduceret.”
De tre terminaler i Berlin Brandenburg – Terminal 1, 2 og 5 – har tilsammen en kapacitet på over 40 millioner årlige passagerer. Indvielsen af lufthavnen blev i flere omgange forsinket, og anlægsprisen endte med at løbe op i, hvad der svarer til over 52 milliarder kroner.
Relaterede artikler:
Lufthansa har sat sig tungt på ny Berlin-lufthavn