Annonce
Køb abonnement Log ind
Flådenyt

Ny milepæl: 1.700 ATR-fly leveret

ATR har netop overdraget fly nummer 1.700 til en af producentens kunder. Det var et ATR 72-600-fly, og planen er, at det i fremtiden skal bidrage til beflyvningen af ruter til og fra middelhavsø.

ATR 72-600-fly i Air Corsica-bemaling. (Foto: ATR | PR)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 28.08.2024 kl. 07.23

Til trods for at COVID-19-pandemien fortsat kastede lange skygger ind over international luftfart, kunne den delvist Airbus-ejede flyproducent ATR nogle dage før juleaften i 2021 glæde sig over, at selskabet netop havde leveret fly nummer 1.600.

Det drejede sig om et ATR 72-600-fly, der blev indlemmet i flåden hos Air New Zealand. Nu har flyproducenten dog atter grund til at smile, da ATR netop har rundet endnu en milepæl i og med, at man siden flyet til Star Alliance-selskabet har overdraget 100 flere til kunderne.

Ifølge ATR var fly nummer 1.700 ligeledes et 72-600, og denne gang skulle det ikke positionsflyves lige så langt, da det fremover skal flyve for Air Corsica, hvis primære hub er i Napoleon Bonaparte Airport (AJA) på den franske ø Korsika, mens ATR har hovedkvarter i Toulouse.

Var det første selskab


I øjeblikket råder Air Corsica over en flåde, der består af 14 fly. Heraf er de otte fra ATR. Syv er 72-600’ere, mens selskabet også har et enkelt 42-500-fly, der dog ikke indgår i den daglige drift for tiden. Derudover flyver man med to A320-200’ere og fire A320neo-fly fra Airbus.

Det ene af flyselskabets 72-600’ere er det nye fly, der har registreringen F-WWEW. Med leveringen binder Air Corsica sløjfe på en længere proces, som har gået ud på at udskifte de hidtidige ATR 72-500-fly med den nyere model.

Flyselskabet var den første af producentens kunder, der modtog et fly af typen, som var udstyret med en PW127XT-motor fra Pratt & Whitney. Det var i 2022, og sidenhen er de resterende fly blevet udskiftet til samme kombination.

Betegnes som en milepæl
Hos flyproducenten erklærer topchefen sig da også tilfreds med, at det netop endte med at være det korsikanske flyselskab, der modtog 72-600’eren.

”At vi leverer vores fly nummer 1.700 til Air Corsica er ikke alene en stor milepæl i vores samarbejde, men det vidner også om vores fælles engagement i at løfte standarden for regionale flyvninger,” udtaler koncernchef Nathalie Tarnaud Laude fra ATR.

Ifølge Marie-Hélène Casanova-Servas, der formand for bestyrelsen i Air Corsica, hæfter hun sig ved, at man nu er i mål med udskiftningen af flåden, hvilket formanden mener ikke alene vil være til gavn for flyselskabet.

”Ved at investere i denne moderne flyflåde sikrer vi, at vores ø fortsat er solidt forbundet med omverdenen, og det vil bidrage til vækst og nye muligheder for vores samfund.”


Relaterede artikler:

Betydelig fremgang hos ATR i 2023

ATR arbejder mod 100 procent SAF-motorer i 2025

Fly nummer 1.600 fra ATR Aircraft

Del artiklen:

Relaterede artikler

Flådenyt

Indisk DAT-partner køber 40 nye ATR 72-600

Ruter

Tysk DAT-partner lukker og slukker

Flådenyt

Første ATR 72-600 i All Business Class-version

Økonomi

Blokade tvinger flyselskab til konkursbegæring

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.