Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Nulvækst i udenrigs- og chartertrafik i BLL

Passagerudviklingen gik i stå på den samlede udenrigs-og chartertrafik i Billund Lufthavn i august måned. De to hovedsegmenter voksede tilsammen med sølle 0,4 procent, mens indenrigstrafikken sikrede fremgangen.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 02.09.2013 kl. 00.00

Selvom udenrigs- og chartertrafikken udgør over 95 procent af den samlede passagertrafik i Billund Lufthavn, var det indenrigsflyvningen, der kunne sikre lufthavnen en beskeden fremgang i august måned. Og det er endda på en lidt billig baggrund, da det sammenlignelige tal fra august 2012 blot indeholdt 19 ud af 31 dage, da indenrigsruten til København først blev genåbnet den 13. august.

I august måned i år var der en fremgang i udenrigs- og chartertrafikken på samlet 1.193 passagerer, hvilket svarer til en stigning på 0,4 procent, hvilket næsten kan betegnes som nulvækst.

Der var 5.072 flere passagerer ombord på udenrigsruteflyene, mens chartertrafikken til gengæld mistede 3.879 passagerer på trods af, at lufthavnsdirektøren tidligere på sommeren sendte en bøn til vejrguderne om mere dansk sommerregn, så chartertrafikken kunne fortsætte væksten. Men det satte urolighederne i Egypten blandt andet en stopper for.

“Den overståede ferie samt urolighederne i Egypten kan ses på chartertallene,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til passagerudviklingen i august måned.

Med fem afrejselørdage i dette års august måned mod blot fire i samme måned sidste år burde Billund Lufhavn have haft forudsætningen for i det mindste at holde status quo i forhold til sidste år.

Kunstig indenrigsfremgang


Til gengæld var der hele 9.699 indenrigspassagerer på SAS-indenrigsruten til København, hvilket sikrede en fremgang på 3.586 passagerer svarende til en stigning på 58,7 procent.

“Den procentvise fremgang er unaturligt stor, og i virkeligheden ser det ud til, at indenrigsruten blot har genfundet sit naturlige niveau,“ mener lufthavnsdirektøren.

Men der er stadig et stykke vej til, hvad man kan kalde det naturlige niveau, hvis man ser på de historiske passagertal i indenrigstrafikken fra Billund. I august 2011 var der 12.019 passagerer på ruten, mens tallet i samme måned året før var 14.691. Det nuværende passagertal er således omkring 20 procent lavere end 2011-niveauet før Cimber Sterlings konkurs.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Air Greenland stopper Nuuk-rute fra Billund

Trafiktal

Billund Lufthavn fastholder markant passagervækst

Navnenyt

25-års-jubilar i fortsat jagt på nye ruter til Billund

Ruter

TUI sikrer ny flyrute mellem Billund og Bruxelles

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.