Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Norwegian overhaler Europas største

Passagervæksten hos Norwegian var i juni måned på 328.106 passagerer. Dermed voksede det norske lavprisflyselskab mere end Ryanair og easyJet tilsammen.

Norwegian Boeing 737-800.
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 05.07.2013 kl. 00.00

Selvom Ryanair og easyJet ubestridt er Europas største lavprisflyselskaber, så kan de ikke følge med væksten hos opkomlingen fra Norge, der konsoliderer sin trejdeplads i den europæiske rangorden for lavprisflyvning.

Norwegian øgede i juni måned antallet af passagerer med 21 procent, hvilket svarer til 328.106 passagerer. Hele 1.911.841 passagerer havde i sidste måned valgt at flyve med det norske lavprisflyselskab.

Samtidig er det imponerende, at Norwegian med den kraftige kapacitetsvækst har været i stand til at øge belægningsprocenten med 2,7 procentpoint fra 76,9 procent til 79,6 procent. Men der har også været tale om, at nordmændene eksempelvis i Storbritannien har måttet sænke billetpriserne for at komme ind på markedet.

“Det er meget glædeligt, at så mange vil rejse med os, og at vi fylder flyene selv med en stærk kapacitetsvækst. Vi kan se, at gode billetpriser til kunderne genererer større efterspørgsel. Selvom indtægterne per sædekilometer påvirkes, må dette ses i sammenhæng med en betydelig længere flyvedistance. Det reducerer omkostningerne per sædekilometer,“ siger administrerende direktør Bjørn Kjos i en kommentar til trafiktallene.

Større vækst en giganterne


Norwegian kan samtidig glæde sig over, at passagervæksten i absolutte tal var større end de to lavprisgiganter, Ryanair og easyJet.

Britiske easyJet voksede i juni med to procent svarende til 102.512 passagerer, mens Ryanair kunne byde velkommen til 170.000 flere passagerer end i samme måned sidste år. Denne passagervækst svarer også til to procent.

Med til historien hører dog, at både Ryanair og easyJet er kraftigt eksponerede mod det franske marked, hvor flyvelederstrejken fra den 11. til den 13. juni betød store reduktioner i kapaciteten. Eksempelvis måtte easyJet aflyse 585 flyvninger i juni i år mod blot 22 aflyste flyvninger i samme måned sidste år.

Men på trods af dette, er Norweigans vækst stadig imponerende. Selskabet er begunstiget af til stadighed at modtage nye fly i indeværende år, hvilket øger den udbudte kapacitet. I stedet har easyJet og Ryanair netop afgivet ordrer på nye fly, som først vil kunne føre til mærkbare kapacitetsstigninger i løbet af de kommende år.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Ruter

Ryanair vender tilbage til svensk lavprislufthavn

Navnenyt

Norwegian skal have ny finansdirektør

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.