Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Norske piloter: EU er taget på sengen

Den norske pilotforening NF mener, at EU er blevet taget på sengen i forhold til Norwegians ansættelsessmodel på langdistanceruterne. I morgen skal spørgsmålet drøftes mellem EU og USA.

SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 07.01.2014 kl. 00.00

I morgen, den 8. januar, mødes repræsentanter fra transportmyndighederne i EU samt USA ved det halvårlige Joint Committee Meeting, hvor der drøftes spørgsmål omkring samarbejdet på transportområdet.

Et af punkterne på agendaen er Norwegians ansøgning via et irsk driftsselskab om at flyve mellem punkter i Europa og USA med personale fra lande udenfor EU/EØS-samarbejdet. Debatten om Norwegians ansættelsesmodel på langdistanceruterne har fået fornyet aktualitet efter, at Norwegian Air International Limited den 3. december ansøgte om beflyvningstilladelse til USA.

Amerikanske pilotorganisationer og amerikanske flyselskaber har sidenhen fremsendt en lang række indsigelser til det amerikanske transportministerium, Department of Transportation (DOT), hvori man opfordrer DOT til at nægte Norwegian den ansøgte tilladelse.

Derfor er der lagt op til en intens drøftelse på mødet den førstkommende onsdag. En af indsigelserne kommer fra Air Line Pilots Association (ALPA), der med 50.000 piloter er verdens største pilotorganisation, og er udarbejdet med hjælp fra Jack Netskar, der er International Director i Norsk Flygerforbund (NF), der organiserer 1.700 piloter.

Han fortæller, at spørgsmålet om Norwegian-modellen allerede blev rejst på det sidste Joint Committee-møde på Island i juni sidste år. Her ønskede USA flere informationer om den operationelle model, som Norwegian havde i tankerne. I referatet af mødet, der blev afholdt den 5. juni i Reykjavik, står der blandt andet:

“For at arbejde på et norskregistreret fly, skal man være borger i et EU/EØS-land. For at omgå denne lovgivning har Norwegian forespurgt de irske transportmyndigheder om tilladelse til at lease irsk indregistrerede fly. USA-delegationen efterlyste svar på, hvilke sociale love, der skulle gælde for de ansatte. Ingen var i stand til at besvare spørgsmålet.“

“Jeg tror, at de fleste aktører blev taget på sengen, både EU-Kommissionen samt de norske og irske myndigheder. Hele konstruktionen omkring Norwegians langdistanceflyvninger er helt ny, og det virker som om de europæiske myndigheder ikke helt ved, hvordan de skal gribe dette an,“ forklarer Jack Netskar til CHECK-IN.dk.

Ingen svar fra EU eller Irland


Han fortæller, at European Cockpit Association (ECA) har sendt et brev til EU-Kommissionen, mens Norsk Flygerforbund og amerikanske ALPA har henvendt sig til de irske myndigheder. Det er endnu ikke lykkedes at få svar på nogen af henvendelserne.

“Vi ved, at EU-Kommissionen har skrevet til samtlige medlemslande, hvor de har bedt om oplysninger om, hvordan medlemslandene håndterer etablering af virksomheder i et andet EU-land vedrørende blandt andet skatter og krav til dokumentation,“ siger Jack Netskar.

Jack Netskar tør ikke spå om udfaldet af Joint Committee-mødet på onsdag. Han er dog overbevist om, at drøftelserne bringer sagen et skridt videre i forhold til en mulig lovgivning på området.

“Hvis Norwegian får godkendt sin måde at drive virksomhed på, vil det få enorme konsekvenser i første omgang i Europa og sidenhen i USA. Ingen flyselskaber kan stiltiende se på, at konkurrenterne anskaffer sig omkostningsfordele samtidig med, at i titusindvis af europæiske arbejdspladser kommer i spil,“ fastslår International Director, Jack Netskar fra Norsk Flygerforbund.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Navnenyt

Norwegian skal have ny finansdirektør

Trafiktal

Norwegian melder om flere passagerer i september (opd.)

Flådenyt

Tre nye fly til Norwegian i løbet af en uge

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.