Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

NextJet lukker CPH-ruter

Det svenske flyselskab NextJet genoptager ikke flyvningerne fra Örebro og Jönköping til København efter sommerferien, som det først var planlagt.

Et af Nextjets SAAB 340-fly.
Skrevet af: Morten Lund Tiirikainen Udgivet 22.07.2013 kl. 00.00

Det svenske flyselskab NextJet har besluttet, at selskabets rute Örebro-København ikke bliver genoptaget fra august måned, som først planlagt. Dermed blev flyvningen den 29. juni den sidste mellem Örebro og København, hvor ruten gik på sommerpause. Udover Örebro-ruten nedlægges også flyvningerne mellem Jönköping og København.

Årsagen til rutelukningerne er helt enkelt et for dårligt passagergrundlag, lyder forklaringen fra selskabets administrerende direktør, Magnus Ivarsson.

”Vi har forsøgt at øge trafikken. Vi har fløjet både morgen og aften med op til 42 afgange i ugen. Men alt, hvad vi har forsøgt, har vi ikke fået til at fungere,” forklarer Magnus Ivarsson til Örebro-avisen Nerikes Allehanda.

Örebro-ruten blev lanceret i 2007, og lukningen af ruten betyder, at Örebro mister sin direkte gateway til Europa. NextJet samarbejder med SAS, hvilket har betydet, at rejsende kunne fortsætte direkte med det skandinaviske flyselskab fra København. I Örebro Lufthavn håber man derfor på, at et andet selskab vil gå ind på ruten, selvom der i øjeblikket ikke findes nogen aktuelle kandidater.

Storsatsning på retræte


Foruden Örebro-ruten bliver også Jönköping-ruten suspenderet. Ruten blev lanceret i januar måned, hvorfor denne har fået en ganske kort levetid.

”Vi gik ind på ruten for at lave en langsigtet satsning, og det synes jeg, vi har gjort. Vi gav det et halvt år, men vi har ikke fået nogen respons. Der er meget lav belægning, og vi ser ingen vækst,” sagde Magnus Ivarsson om lukningen af ruten mellem Jönköping og København

Med de to rutelukninger og lukningen af ruten Norrköping-København i januar, er NextJets storsatsning i CPH efterhånden svundet ind til blot at være en skygge af sig selv.

I kølvandet på Cimber Sterling og siden Skyways’ konkurs i maj 2012 annoncerede NextJet, at selskabet ville satse stort på København. Med de seneste rutelukninger er selskabet nu nede på blot to ruter til København fra henholdsvis Linköping og Karlstad.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Trafiktal

Svenske passagertal styrtdykker

Ruter

Fjerde selskab mellem Stockholm og Oslo

Flådenyt

Nyt svensk flyselskab har fået driftstilladelse

Økonomi

Sæson for luftfartskonkurser

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.