Annonce
Køb abonnement Log ind
Produkter

Mulig recertificering af 737 MAX om få uger

Boeing satser på at 737 MAX recertificeret i løbet af få uger og få flytypen i kommerciel drift hos flyselskaber igen i tredje kvartal.

Skrevet af: Jan Aagaard Opdateret 12.06.2020 kl. 16.34

Boeings bestræbelser på at få den ulykkesramte 737 MAX-model på vingerne igen har stået i skyggen af coronapandemien, som har lammet den globale luftfart. Den amerikanske flyproducent har imidlertid fortsat arbejdet med at gøre flytypen klar til at blive certificeret på ny, mens produktionen af nye MAX-fly har været indstillet i fem måneder.

Boeing sigter nu mod at den afgørende recertificeringsflyvning med 737 MAX kan gennemføres i slutningen af juni. Det skriver de internationale nyhedsbureauer Reuters og Bloomberg på baggrund af anonyme kilder med indsigt i planlægningen hos Boeing.

Samtidig er flyproducenten begyndt at underrette flyselskaber om, at man har fundet en løsning på problemerne med flytypens kabelføring, som var et af de seneste af en stribe problemer, som dukkede op undervejs i processen med at få 737 MAX godkendt på ny.

Dato er ikke fastlagt


Alle MAX-fly har haft et globalt flyveforbud siden marts 2019 efter to fatale flystyrt, der tilsammen kostede 346 mennesker livet.

En dato for, hvornår piloter fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration (FAA), kan gennemføre recertificeringsflyvningen er endnu ikke fastsat. Flyvningen skal sikre, at flyet overholder alle sikkerhedsbestemmelser.

Boeings mål har været at få 737 MAX i kommerciel service igen i tredje kvartal i år. Hvis alt går som planlagt, vil flytypen som følge af de globale coronakrise vende tilbage til et luftfartsmarked, der er helt anderledes, end da MAX sidst var i luften i marts 2019.

400 fly på lager
Boeing genoptog produktionen af 737 MAX i slutningen af maj i begrænset omfang efter et produktionsstop på fem måneder.

Da produktionen blev indstillet i januar, havde Boeing omkring 400 færdigproducerede fly oplagret i USA, mens cirka 300 fly allerede var leveret til flyselskaberne og stod parkeret i lufthavne rundt om i verden.

Flere flyselskaber har de seneste måneder annulleret deres ordrer på 737 MAX-fly hos Boeing som følge af coronakrisen.

 

Relaterede artikler:

Boeing genoptager 737 MAX-produktion

Afbestiller 34 Boeing 737 MAX-fly

Nye MAX-problemer for Boeing

Del artiklen:

Relaterede artikler

Flådenyt

Kæmpe flyordre: Leasingselskab bestiller 250 fly

Økonomi

Nye udfordringer for Boeing med 737 MAX

Flådenyt

Nye Boeing-ordrer fra Turkish Airlines og Biman

Flådenyt

US Air Force vil anskaffe Boeing 737 MAX

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.