Annonce
Køb abonnement Log ind
Politik

Ministerie vil granske Delta efter alvorligt IT-nedbrud

Det amerikanske transportministerium vil undersøge, om Delta Air Lines har behandlet passagererne fair. Det sker, efter at flyselskabet blev ramt af flere tusinde aflysninger.

Fly fra Delta Air Lines i LaGuardia Lufthavn. (Foto: LaGuardia Airport | PR)
Skrevet af: Jens Erik Rasmussen Opdateret 26.07.2024 kl. 09.55

Delta Air Lines er et af de flyselskaber, som blev ramt allerhårdest af det store IT-nedbrud fredag i forrige uge. Det amerikanske flyselskab var nødt til at aflyse flere tusinde flyvninger, og i de første dage kunne 25 procent af de planlagte flyvninger ikke gennemføres.

Delta Air Lines har været langt mere påvirket end de store konkurrenter United Airlines og American Airlines. Også i denne uge har der været aflysninger, og i alt har anslået en halv million mennesker fået ødelagt ferier og rejseplaner.

Nu vil den amerikanske transportminister Pete Buttigieg indlede en undersøgelse for at sikre, at Delta overholder reglerne og behandler passagererne fair.

”Jeg hører en masse ting, og jeg er meget bekymret over, at rejsende må overnatte på gulvet i lufthavne og vente i timevis på informationer. Der er endda beretninger om uledsagede mindreårige, der er strandet i lufthavne,” sagde Pete Buttigieg ifølge CNN.

Masser af klager

Transportministeriet oplyser, at man har modtaget masser af klager over Delta Air Lines fra forbrugere.  Ministeriet oplyser, at man kan straffe et flyselskab, hvis der har været tale om uretfærdig og vildledende praksis og manglede assistance i forbindelse med aflysninger og forsinkelser.

I de amerikanske medier har der været talrige beretninger om passagerer, som er strandet ude i verden uden mulighed for at komme hjem. Mange af dem bookede fly, som også blev aflyst, og mangel på hotelværelser betød, at passagerer var nødt til at overnatte i lufthavne.

Også for det flyvende personale var der kaotiske tilstande, da piloter og kabinepersonale ikke kunne komme frem til planlagte flyvninger.

Ifølge Delta Air Lines er selskabet særlig ramt, fordi op mod halvdelen af dets IT-systemer benytter Windows. Problemerne skyldtes en softwareopdatering fra cybersikkerhedsfirmaet CrowdStrike, som resulterede i et nedbrud i Windows.

Koncernchefen undskylder
Delta Air Lines oplyser, at man fortsat arbejder i døgndrift for at løse problemerne, der er blevet gradvist mindre i de seneste dage.

”De første bestræbelser på at stabilisere vores drift var vanskelige, komplekse og frustrerende langsomme. Vi har imidlertid gjort betydelige fremskridt i denne uge, og de værste konsekvenser er bag os,” sagde Ed Bastian, koncernchef i Delta Air Lines.

Han forventer normal drift i slutningen af ugen og beklager overfor de mange berørte.

”Jeg ved, at de seneste dage har været svære. Til de berørte kunder vil jeg gerne takke for jeres tålmodighed og undskylde for forstyrrelserne,” sagde Ed Bastian.


Relaterede artikler:

Særligt et flyselskab blev hårdt ramt af IT-nedbrud

IT-nedbrud: Luftfarten rydder op efter kaotisk fredag

Gør indsigelse mod Deltas samarbejde med SAS

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Høje brændstofpriser tvinger Delta til nedjustering

Ruter

Svagt Delta-udspil til europæiske ruter i 2027

Ruter

Delta Air Lines dropper kapacitetsreduktion til CPH

Arbejdsmarked

Flyver fra Afrika til New York for at møde på arbejde

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.