Få dage før Qatar Airways skulle modtage sit første eksemplar af det helt nye Airbus A350XWB-fly er overleveringen blevet udskudt på ubestemt tid.
Kun tre dage før at Qatar Airways skulle have modtaget sit første eksemplar af det helt nye Airbus A350XWB-langdistancefly, meddelte flyselskabet onsdag, at overdragelsen af flyet er udsat på ubestemt tid. Det skriver Air Transport World.
Qatar Airways er lanceringskunde for Airbus A350XWB. Det var således det allerførste eksemplar af den nye flytype til at indgå i kommerciel drift, som Airbus lørdag skulle have overleveret til Qatar Airways i Airbus’ særlige leveringscenter i Toulouse i Sydfrankrig.
Stædigt holdt fast
Tidsplanen for leveringen af det første fly har hele tiden rykket sig de senere år. Men Airbus har stædigt holdt fast i at det blev i 2014. Det bliver således spændende at se om flyproducenten når at få flyet skippet afsted i løbet af de to sidste uger af året. Qatar er et muslimsk land, hvor man ikke fejrer jul og ikke holder julelukket. Det giver derfor et par ekstra ledige datoer i kalenderen – hvis qatarerne kan overtale franskmændene til at komme på arbejde og udleverer nøglerne til flyet.
Modtræk til Dreamliner
Qatar Airways er ikke bare den første kunde til at tage flyet i brug. De er med 80 bestillinger også den suverænt største køber af flytypen, der også er købt af selskaber som SAS, Finnair, Lufthansa og Air France-KLM. Finnair bliver første europæiske flyselskab til at anvende flyet. Planen er nemlig indtil videre, at finnerne skal modtage de første fire af i alt 19 Airbus A350XWB-fly i andet halvår af 2015.
Airbus A350XWB var tænkt som Airbus’ modtræk til Boeings 787 Dreamliner. Airbus’en kommer i udgaver, der er noget større end de største udgaver af Dreamlineren. Derfor er Airbus A350XWB i lige så høj grad en konkurrent til Boewing nuværende populære Boeing 777-serie og den kommende opfølger Boeing 777X.