Annonce
Køb abonnement Log ind
Økonomi

Ledelsen på plads hos nyt norsk lavprisflyselskab

I oktober 2009 blev det norske lavprisflyselskab FEEL Air præsenteret. Selskabet har planer om i løbet af 2011 at etablere langdistanceruter fra Skandinavien til New York og Bangkok. Nu er ledelsesgruppen kommet på plads i selskabet.

FFEL Air Airbus A330-200 (Foto: FEEL Air/PR)
Skrevet af: Redaktionen Opdateret 23.01.2019 kl. 18.26

Skeptikere var der mange af, da et nyt norsk lavprisflyselskab FEEL Air blev præsenteret den 2. oktober 2009. Selskabet har planer om at etablere oversøisk lavprisflyvning fra skandinaviske lufthavne til New York og Bangkok. Præcis de samme destinationer som lavprisflyselskabet Norwegian barsler med planer om.

Der har længe været stille omkring FEEL Air, omend selskabets to hidtidige direktører Kai Holmberg og Otto Lagarhus sidste år brugte mange kræfter på at præsentere selskabets planer ved konferencer i blandt andet USA og Malaysia.

Men nu lader det til, at selskabet er kommet et stort skridt videre mod den lancering, der er blevet udsat flere gange og senest har fået “i løbet af 2011“ som det mest præcise opstartstidspunkt.

FEEL Air har nemlig fået en ledelsesgruppe på plads. Bestyrelsesformand er danske Lars Nygaard, der er bosiddende i Spanien. Han har tidligere været topchef i det spanske lavprisflyselskab Vueling samt i det tidligere SAS-selskab Spanair.

På posten som CEO er stadig Kai Holmberg sekunderet af Otto Lagarhus, der har fået titel af COO. Førstnævnte har blandt andet en fortid i den norske rejsebureaukæde VIA Travel, mens Otto Lagarhus har en chef-titel fra SAS på sit CV.

De to nordmænd har nu fået selskab af canadieren Lane Zirnhelt, der er blevet Chief Finanacial Officer. Samme rolle havde Zirnhelt hos lavprisflyselskabet SkyEurope, der indstillede driften i slutningen af 2009. Hollandske Erik Dahmen har fået ansvaret for Fleet Management og Aircraft Sourcing og er således manden der skal sikre, at FEEL Air kan starte op med to Airbus A330-200 fly. Erik Dahmen har erfaring fra Abu Dhabi-baserede Waha Capital samt medstifter af Armada Aviation Capital.

Sidste mand i ledelsesgruppen er amerikanske Timothy O’Neil-Dunne, der får titlen Head of Systems, E-Commerce and Distribution. Erfaring er der også med i bagagen her, idet Expedia og Worldspan tidligere har haft O´Neil-Dunne ansat før denne etablerede T2Impact, der er en amerikansk konsulentvirksomhed specialiseret i rejsedistribution.

Det er således en international ledelsesgruppe, som det norske selskab har fået sammensat. Det kunne tyde på, at selskabet snart er klar til at offentliggøre datoen for ruteopstarten, selvom de stigende brændstofpriser utvivlsomt er kommet på tværs i planlægningen hos FEEL Air.

Konkurrenten Norwegian har planer om at starte langdistanceruter til Bangkok og New Yorki løbet af efteråret 2012, selvom noget tyder på, at selskabet muligvis først får leveret de bestilte Boeing 787 Dreamliner-fly i begyndelsen af 2013.

SAS flyver i dag fra København til Bangkok samt fra slutningen af marts måned fra alle tre skandinaviske hovedstæder direkte til New York. Derfor kan der meget vel i fremtiden blive trængsel i luften fra Skandinavien til de to populære oversøiske destinationer. En sikker vinder bliver rejsekunderne, der med garantifår et større udbud og lavere priser.

Derimod er det tvivlsomt, om der er plads til så mange aktører i konkurrencen om passagertrafikken mellem Skandinavien og Nordamerika henholdsvis Asien.

Del artiklen:

Relaterede artikler

PLUS

FEEL Air-stifter: Norwegian spændte ben for os

Økonomi

FEEL Air overvejer opstart i Sydamerika, Afrika og Asien

NYHEDER

FEEL Air: Planerne lever stadig

Økonomi

Nyt skandinavisk lavprisflyselskab til Bangkok og New York

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.