Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Krig på Madrid-rute

Både Iberia og Norwegian opruster på ruten mellem Madrid og København med i alt seks nye ugentlige flyvninger.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 12.11.2013 kl. 00.00

Med under en times mellemrum annoncerede Iberia og Norwegian mandag eftermiddag, at de hver især vil styrke deres betjening af ruten mellem København og Madrid betragteligt.

For Iberias vedkommende vil lavpris-datterselskabet Iberia Express gå fra syv ugentlige afgange, en hver dag, til i alt ni afgange. Det sker når selskabet fra 4. marts næste år begynder at flyve fra Madrid til København om aftenen på tirsdage og torsdage. Om morgenen på onsdage og fredage sætter flyet så kursen tilbage mod Madrid. De to morgenafgange skal være med til at gøre det nemmere for rejsende fra København at komme til Sydamerika via Madrid. Iberia flyver til 14 destinationer på det sydamerikanske kontinent.

Seks nye ruter


I Norwegian-lejren vil man gradvis øge antallet af frekvenser mellem de to hovedstæder henover sommeren 2014. Det sker som en konsekvens af selskabets etablering af en base i Madrids Barajas lufthavn. Her vil Norwegian fra sommeren 2014 stationere fly. De skal bruges til at åbne seks nye ruter til Oslo, Stockholm, London Gatwick, Hamburg, Warszawa og Helsinki.

Men der skal også gerne blive tid til at øge antallet af ugentlige frekvenser på den eksisterende rute til København. I dag flyver Norwegian tre gange om ugen på ruten, som selskabet åbnede i foråret i år. Det vil fra april blive øget til fire gange om ugen, og fra juli vil der være en daglig forbindelse med de rød-hvide fly mellem Madrid og København.

Foruden Iberia og Norwegian, så flyver SAS i dag tre gange om ugen på ruten og vil i foråret og sommeren 2014 betjene ruten mellem tre og fem gange om ugen. Desuden flyver spanske Air Europa to gange om ugen i sommerhøjsæsonen. Tidligere var easyJet’s orange og hvide fly også at finde på ruten, men selskabet lukkede ruten som en konsekvens af, at man lukkede sin base i Madrid.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Navnenyt

Norwegian skal have ny finansdirektør

Trafiktal

Norwegian melder om flere passagerer i september (opd.)

Flådenyt

Tre nye fly til Norwegian i løbet af en uge

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.