Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Icelandair indgår samarbejde med USA-flyselskab

Efter flere års kold luft er Icelandair og Alaska igen klar til at samarbejde om optjening af bonuspoint og codeshare.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 25.09.2015 kl. 00.00

Icelandair og Alaska Airlines indleder i efteråret et samarbejde om optjening af point og codeshare.

Det gør det muligt for rejsende med de to selskaber fra 1. oktober at optjene point til deres bonuspointkonti i det ene selskab, når de flyver med det andet selskab. Det samme ”crossover” kommer til at gøre sig gældende med hensyn til brug af point i Mileage Plus og Saga Club, som er navnene på henholdsvis Alaska Airlines og Icelandairs loyalitetsprogrammer. Her bliver det muligt at flyve med Alaska Airlines på Icelandair-point og omvendt.

Desuden kommer der fra 1. november Alaska Airlines-rutenumre på mange Icelandair-flyvninger og omvendt. Det gør det muligt for rejsende at lave én reservation for en rejse med begge selskaber mellem eksempelvis Nordamerika og Europa via Island. Det betyder også, at passagererne på rejser med flyskift mellem de to selskaber kun skal checke ind ved rejsens start og først ser deres indcheckede kuffert ved rejsens slutning. Og endelig så vil de to selskaber i stigende grad koordinere deres fartplaner.

Første klasse til Hawaii


Det er ikke første gang at de to selskaber indleder et tæt samarbejde. Det gjorde de også i 2010. Dengang handlede det dog kun om passagerernes mulighed for at optjene og bruge point hos de to selskaber uanset hvilket loyalitetsprogram man var en del af.

I 2013 afbrød Alaska Airlines imidlertid samarbejdet. Ifølge flere ”frequent flyer”-bloggere, så var årsagen til bruddet, at Icelandair havde udlovet nogle rigtig gode tilbud på brug af point på flyvninger med Alaska Airlines på første klasse til Hawaii. Bruddet kom næsten samtidig med, at Icelandair åbnede en rute mellem Reykjavik og Anchorage i Alaska.

Alaska Airlines flyver langt fra kun til og fra samt rundt i USA’s nordligst beliggende delstat. Selskabet flyver med sine omkring 140 fly til mere end 100 destinationer i USA, Canada og Mexico. Icelandair flyver fra Reykjavik til 16 destinationer i Nordamerika og over 20 europæiske destinationer inklusiv Billund og København.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Southwest-aftale baner vej for ny Icelandair-rute

Arbejdsmarked

Mekanikerstrejke hos Icelandair er afblæst

Arbejdsmarked

Icelandairs flyteknikere gør klar til strejke

Trafiktal

Solformørkelse hjalp Icelandair i august

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.