Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Icelandair får større fly

Icelandair skifter to af sine Boeing 757 fly ud med to Boeing 767’ere, der kan tage flere passagerer og flyve længere. Det giver mulighed for at åbne nye ruter.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 17.03.2015 kl. 00.00

Icelandair købte i 2013 12 eksemplarer af den nye Boeing 737MAX-flytype til levering fra 2018. Men flyselskabet kan ikke vente så længe med at ekspandere og opdyrke nye græsgange. Derfor foretager man allerede i den kommende vinter en udskiftning af fly, som gør det muligt at nå destinationer, som selskabets nuværende fly ikke har rækkevidde nok til at nå.

To af selskabets 23 Boeing 757-200 fly udskiftes med to større Boeing 767-300 fly i forbindelse med at de to Boeing 757’ere skal returneres til deres ejer efter endt leasing. I stedet for at forlænge leasingaftalen eller lease to andre Boeing 757’ere, så vælger Icelandair altså at gå et nummer op til storebroren Boeing 767.

Det giver flere fordele. For det første kan Boeing 767-300’erne tage 260 passagerer, mens Boeing 757-200’erne i Icelandairs konfiguration kun kan tage 183 passagerer. Altså 77 ekstra sæder, svarende til en forøgelse på 42 procent. Det gør det muligt at forøge kapaciteten på populære ruter som Reykjavik – New York uden at det kræver flere landingstilladelser.

Nye destinationer


For det andet har Boeing 767-300 længere rækkevidde. Det gør det muligt for Icelandair at åbne nye destinationer, som det i dag ikke er muligt at nå fra Reykjavik med Boeing 757-200’erne og selskabets ene Boeing 757-300.

Icelandair løfter dog ikke sløret for hvilke destinationer man pønser på at åbne, når de to fly leveres i starten af 2016.

Samtidig har Icelandair-gruppen besluttet, at sælge fem ældre Fokker 50-fly, som Icelandairs søsterselskab, Air Iceland, bruger til indenrigsflyvning og til flyvninger til blandt andet Grønland. De vil blive erstattet af tre nye Dash 8 Q400-fly. Air Iceland har i forvejen to Dash 8 Q200-fly.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Southwest-aftale baner vej for ny Icelandair-rute

Arbejdsmarked

Mekanikerstrejke hos Icelandair er afblæst

Arbejdsmarked

Icelandairs flyteknikere gør klar til strejke

Trafiktal

Solformørkelse hjalp Icelandair i august

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.