Et Boeing 747-400-fly fra British Airways malet i det oprindelige BOAC-design landede mandag i London Heathrow. Tirsdag fortsætter flyet til New York.
Der var flere flyspottere i London Heathrow-lufthavnen end sædvanligt mandag formiddag den 18. februar 2019, hvor et særligt fly havde flyentusiasternes opmærksomhed.
Da et Boeing 747-400 fra British Airways med det særlige rutenummer BA100 midt på formiddagen landede i London-lufthavnen efter en lille times flyvning fra Dublin, kom det nemlig frisk fra malerhallen i Dublin Lufthavn – og det havde ikke den sædvanlige British Airways-bemaling.
Boeing 747-flyet var i stedet udstyret med et retro-look og malet i samme design, som det flyene i BOAC (British Overseas Airways Corporation) i sin tid fløj med. BOAC var forgængeren for British Airways og opererede med denne bemaling fra 1964 til 1974.
100 år med British Airways
BOAC-flyet indgår allerede tirsdag den 19. februar 2019 i British Airways almindelige program igen, da flyet skal flyve fra London Heathrow til New York JFK-lufthavnen på rutenummer BA117. Ruten til New York er dog ikke tilfældigt valgt, for det var også på denne rute, at det første Boeing 747-fly med en tilsvarende BOAC-bemaling i sin tid fløj.
BOAC introducerede den første rute fra London til New York helt tilbage i 1946.
På pension i 2023
Efter turen til New York og retur vil flyet med registreringen G-BYGC begynde at flyve på andre af British Airways Boeing 747-ruter, og det vil fortsætte med at operere i den særlige bemaling, indtil flyet skal pensioneres i 2023. På dette tidspunkt vil British Airways have sendt de fleste af sine i alt 34 Boeing 747-fly på pension.
De ikoniske dobbeltdækkerfly vil blive erstattet med nye og mere moderne langdistancefly. British Airways får de kommende år leveret 18 nye Airbus A350-1000 og 12 Boeing 787-10 langdistancefly samt 17 Airbus A320neo og ni Airbus A321neo til brug på de europæiske ruter.
Yderligere tre British Airways-fly skal ifølge planerne males i det særlige retro-look, i anledning af selskabets 100-års jubilæum.
Relaterede artikler:
BOAC-fly på vej til British Airways