Annonce
Køb abonnement Log ind
Økonomi

Heathrow firedobler overskuddet i 2023

2023 blev et godt år for økonomien hos London Heathrow Airport, der firedoblede overskuddet før skat i forhold til året før. Antallet af passagerer var det tredjestørste nogensinde.

London-Heathrow. (Foto: Heathrow Airport | PR)
Skrevet af: Danny Longhi Andreasen Udgivet 21.02.2024 kl. 18.37

London Heathrow Airport, der har danske Thomas Woldbye som topchef, har offentliggjort årsregnskabet for 2023. Og det viser stor fremgang i økonomien.

Således landede den britiske storlufthavn sidste år et overskud før skat på 701 millioner pund, hvilket svarer til 6,1 milliarder kroner. I 2022 lød overskuddet på 169 millioner pund (1,5 milliarder kroner, red.).

Omsætningen blev øget fra 2,91 milliarder pund (25,4 milliarder kroner, red.) i 2022 til 3,69 milliarder pund (32,2 milliarder kroner, red.) i 2023, hvilket repræsenterer en stigning på 26,6 procent.

London-lufthavnen oplyser, at det er første gang siden 2019 – altså før coronapandemien – at der er opnået et justeret overskud før skat; dette overskud lød således på 38 millioner pund (331, 8 millioner kroner, red.) i 2023. Det blev opnået som følge af et stærkt fjerde kvartal, lyder det.

Flere investeringer på vej


Antallet af passagerer i London Heathrow i 2023 endte på 79,2 millioner, hvilket var det tredjehøjeste antal nogensinde. I 2022 var passagertallet 61,6 millioner. Der er således kun et lille stykke op til de 80,9 millioner rejsende, som lufthavnen håndterede i 2019. Heathrow har imidlertid ambitioner om at nå rekordhøje 81,4 millioner passagerer i 2024.

London Heathrow oplyser, at der skal investeres i hele lufthavnen for at øge passageroplevelsen og øge den operationelle modstandskraft. Investeringerne består blandt andet af opgradering af 146 spor i sikkerhedskontrollen, ligesom der er udpeget en hovedleverandør til et nyt bagagesystem i Terminal 2.

I forhold til bæredygtighed oplyser Heathrow, at der blev brugt rekordmænger af bæredygtigt flybrændstof – såkaldt Sustainable Aviation Fuel (SAF) – i løbet af 2023. Lufthavnen tilskynder til brug af op mod 155.000 ton SAF i 2024.

Vil levere endnu bedre service
I spidsen for London Heathrow Airport er danske Thomas Woldbye, der 30. september 2023 forlod stillingen som topchef i Københavns Lufthavn efter 12 år på posten.

Danskeren har dermed været i spidsen for den britiske storlufthavn i cirka fire måneder, og han kommenterer her på et 2023, hvor han således kun var ansat i lufthavnen i lidt over to måneder.

”2023 var et godt år for Heathrow fra en udfordrende start til en god afslutning. Vi leverede meget bedre service til vores kunder og formåede at opnå et lille overskud efter tre år i træk med tab,” siger Thomas Woldbye.

”Det er en fantastisk platform at bygge videre på, selvom vi i 2024 forventes at levere endnu bedre service til flere passagerer, men med lufthavnsafgifter reduceret med 20 procent i faste priser. Vi bliver nødt til at trække i alle håndtag for at blive mere effektive og træffe svære valg om, hvor vi bruger og investerer vores penge for at overvinde den enorme omkostningsudfordring, som CAA (de britiske luftfartsmyndigheder, red.) har stillet, og forblive rentable over de næste tre år.”

 

Relaterede artikler:

Saudi-Arabien bliver medejer af Heathrow Airport

Første dag i spidsen for Heathrow Airport

CPH sagde nej: Heathrow tester dansk køsystem

Del artiklen:

Relaterede artikler

Produkter

British Airways afslører nye kabiner og lounge i Heathrow

Hændelser

Nedbrud i Storbritannien: Over 2.000 aflysninger (opd.)

Trafiktal

267.000 passagerer gennem Heathrow på én dag

Økonomi

Heathrow fik flere passagerer og større overskud

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.