Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Har store planer med Billund Lufthavn

Ryanairs topchef Michael O´Leary afslørede på gårsdagens pressemøde i Billund Lufthavn, at det irske lavprisflyselskab kan vokse til over 2 mio. passagerer i Billund. Men der er også dialog med tre andre danske lufthavne.

Michael O´Leary (Arkiivfoto: Ole Kirchert Christensen)
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 09.01.2013 kl. 00.00

Det irske lavprisflyselskab Ryanair har tilsyneladende succes med selskabets nye base i Billund Lufthavn. Basen blev etableret i slutningen af marts måned sidste år, og i 2012 rejste 700.000 passagerer med Ryanairs fly til og fra den internationale vestdanske lufthavn.

I 2013 forventer Ryanair omkring 900.000 passagerer i Billund Lufthavn, hvilket vil betyde, at det irske lavprisflyselskab vil repræsentere et sted mellem 30 og 35 procent af det samlede passagertal i Lego-byens lufthavn.

“Vi har heldigvis vækst i alle vore forretningsområder, hvorfor Ryanairs andel i 2012 har udgjort 25 procent af det samlede passagertal,“ siger Billund Lufthavns administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

Over 2 mio. passagerer


Men der er udsigt til, at afhængigheden af det irske lavprisflyselskab kan blive noget større med tiden, idet Ryanair-bossen Michael O´Leary har store planer med den vestdanske lufthavn.

“Vores mål er at vokse i Billund til samme størrelse som vi repræsenterer i Rygge-lufthavnen ved Oslo. Næste år runder vi en million passagerer i Billund, og vi kan på sigt vokse til over 2 millioner passagerer om året,“ siger Michael O´Leary til CHECK-IN.dk.

I det kommende sommertrafikprogram tilbyder Ryanair i alt 21 ruter fra Billund Lufthavn, men det er mangel på fly, der sætter sine begrænsninger. Kort før jul fik Ryanair leveret det sidste af 12 nye fly fra Boeing, men der er ikke flere nye fly i ordrebogen hos den amerikanske flyproducent.

Derfor kan der tidligst blive tale om at udvide ruterne fra Billund i løbet af vintertrafikprogrammet 2013/14.

Taler med andre danske lufthavne
Billund Lufthavn kan dog ikke være sikker på, at Ryanair vil satse ensidigt på vækst fra den midt- og sydjyske lufthavn. Det irske lavprisflyselskab flyver også til Aarhus Lufthavn, og andre danske lufthavne kan ikke udelukkes i fremtiden.

“Vi har en igangværende dialog med tre andre danske lufthavne, herunder også Københavns Lufthavn,“ afslører Michael O´Leary. Udover CPH er der formentlig tale om Aalborg Lufthavn og Karup Lufthavn.

Der kan dog tidligst blive tale om udvidelser af det danske rutenet til sommertrafikprogrammet 2014. Men Ryanair-topchefen vil ikke på forhånd udelukke nogen muligheder. Det irske lavprisflyselskab overvejer nemlig i øjeblikket at indleje ekstra flykapcittet til at kunne foretage udvidelser i sommertrafikprogrammet.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Air Greenland stopper Nuuk-rute fra Billund

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Ruter

Ryanair vender tilbage til svensk lavprislufthavn

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.