Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Handlingselskab: Vi kan ikke forhindre Ryanair-forsinkelser

Copenhagen Flight Services, der håndterer Ryanairs fly i CPH, mener ikke de kan gøre noget for at forhindre, at medarbejdere i lufthavnen forsinker Ryanairs fly, sådan som det skete onsdag på selskabets første dag i lufthavnen.

Det første Ryanair-fly blev mødt med røde faner, da det landede i CPH i 2015. (Foto: CPH)
Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 19.03.2015 kl. 00.00

Omkring 50 ansatte i Københavns Lufthavn var onsdag så ”nysgerrige” efter at se det første ordinære Ryanair-fly afgå fra lufthavnen, at de gennem flere timer forhindrede flyet i at blive tanket og komme afsted til tiden. Problemet var, at flyet ikke kunne blive tanket så længe de mange mennesker stod tæt på flyet.

Først kl. 18.39, mere end tre timer efter planlagt afgangstidspunkt, kom FR633 i luften og kunne sætte kursen tilbage mod Dublin. Da solen begyndte at gå ned begyndte de ”nysgerrige” medarbejdere nemlig at gå hjem og tankbilen kunne komme til.

Lus imellem to negle


I dag torsdag kommer et Ryanair-fly fra Dublin igen til København med planlagt ankomsttid kl. 15.05 og planlagt afgang 25 minutter senere kl. 15.30. Hos det handlingselskab, som håndterer Ryanairs fly i Københavns Lufthavns GO-finger kan man dog ikke love, at flyet kommer afsted til tiden i dag.

”Det kan jeg ikke love kunden. Jeg kan ikke gøre noget. Hvis jeg kunne løse det, så havde jeg gjort det. Men vi er blot en lus imellem to negle,” forklarer Torben Andersen, direktør for Copenhagen Flight Services, til CHECK-IN.dk.

Det lille handlingselskab tager sig af alle fly, der ankommer og afgår fra GO-fingeren. Det er fly fra Ryanair, easyJet og hollandske Transavia.

Kender dem slet ikke
Torben Andersen afviser, at han blot kunne bede medarbejderne om at blive væk og passe deres almindelige arbejde i stedet.

”Mange af de fremmødte kender jeg slet ikke. De arbejder slet ikke for os. Så jeg har svært ved at gøre noget ved det,” siger Torben Andersen, der selv har arbejdet i lufthavnen i 30 år.

Under onsdagens happening, som fagbevægelsen kalder medarbejdernes fremmøde ved flyet, blev politiet i lufthavnen tilkaldt, da Københavns Lufthavn betragtede fremmødet som en blokade. Politiet hilste pænt på de fremmødte, men ønskede ikke at blande sig i konflikten.

Om en uge, torsdag den 26. marts, optrapper Ryanair sin tilstedeværelse i Københavns Lufthavn. Det sker når selskabet åbner en egentlig base med et fly og omkring 30 ansatte stationeret i lufthavnen. Samme dag mødes Ryanair og Flyvebranchens Personale Union i Arbejdsretten.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Indtjeningspres hos europæiske flyselskaber

Ruter

Ryanair vender tilbage til svensk lavprislufthavn

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Ruter

Ryanair fjerner fire fly fra Wien: Lukker CPH-rute

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.