Hvis man fremover vælger en flyvning med SAS, der opereres af et Airbus A330-fly, er der garanti for nye kabiner.
Det fjerde Airbus A330-300 fly i SAS-flåden satte i lørdags kursen mod Zürich Lufthavn, hvor flyet nu står placeret i en hangar og er i gang med at få kabinen opgraderet. Når flyet vender tilbage i løbet af en seks ugers tid, vil samtlige fire A330-fly hos SAS være udstyret med nye kabiner.
Første fly med ny kabine var Erik Viking med registrering LN-RKN. Herefter fulgte Emund Viking (LN-RKH), og i fredags landede Eystein Viking (KN-RKM) i Københavns Lufthavn med en flot og ny kabine.
Knapt var Eystein Viking landet i CPH, før Sigrid Viking (LN-RKO) under et døgn senere blev taget ud af produktion for at gennemgå den omfattende opgradering i Schweiz. Dermed er det sidste fly i første etape af kabineopgraderingen ved at blive klargjort.
Garanti for nye kabiner i A330´ere
De nye kabiner kan kendes på, at Business Class i sædeoversigten går fra række 1 til 8 i den nye version mod blot række 1 til 6 i de gamle udgaver. Herudover er der 1-2-1 konfiguration på Business Class mod tidligere 2-2-2. Sidder man Plus er det række 20-28 i de nye kabiner, mens Go er placeret fra række 30 til 56.
I oktober ventes det første Airbus A340-300 fly at være konfigureret med ny kabine. Det har i første omgang været planen, at tre A340-fly skulle opgraderes, henholdsvis Adalstein Viking (OY-KBA), Astrid Viking (OY-KBM) samt Godfred Viking (LN-RKF). Kilder i SAS hævder, at Gudrod Viking (LN-RKG) også kan blive opgraderet, således at SAS kan få et ekstra fly til vækstformål.
I løbet af efteråret leveres det første af fire helt nye Airbus A330-300Enhanched fly, som SAS bestilte sammen med A350´erne. Det er planen, at det nye A330-fly skal indsættes på ruten mellem Stockholm og Hong Kong.