Efter flere års ordretørke er det tilsyneladende lykkedes Airbus at finde en ny kunde til Airbus A380-flyet.
Interessen fra ansatte i lufthavnen, almindelige mennesker og ikke mindst medierne var stor, da Airbus A380-flyet for godt en måned siden begyndte at have sin faste daglige gang i Københavns Lufthavn. Til gengæld har det de senere år knebet med interesse for flyet fra verdens flyselskaber.
Ikke siden november 2013 har et flyselskab placeret en stadigt eksisterende ordre på det store dobbeltdækkerfly. Men hvis man skal tro japanske og internationale medier, så er det lykkedes Airbus’ sælgere at afsætte tre eksemplarer til det store japanske flyselskab ANA All Nippon Airways.
ANA vil angiveligt bruge flyene til at øge kapaciteten på sine ruter mellem Japan og den amerikanske delstat Hawaii. Analytikere peger på, at tre fly kun lige akkurat er nok til at betjene en og allerhøjest to langdistanceruter regelmæssigt. Det er derfor forventningen, at ANA bestiller flere Airbus A380’ere på et senere tidspunkt.
ANA er Japans næststørste flyselskab og medlem af Star Alliance sammen med blandt andre SAS og Lufthansa.
Blev senere annulleret
De sidste 10 år er der bestilt 317 Airbus A380’ere og knap 180 er i dag i drift hos 15 flyselskaber verden over.