En britisk Premier League-klub chartrede et Airbus A380-fly fra Malaysia Airlines til at flyve spillere og ledere frem og tilbage til Hong Kong.
Malaysia Airlines og Premier League-klubben Liverpool FC indgik i efteråret 2016 en treårig aftale, hvor det malaysiske flyselskab er blevet global samarbejdspartner for den britiske storklub.
Derfor var det heller ikke overraskende, at Liverpool FC havde taget initiativ til at chartre et fly fra Malaysia Airlines til at bringe fodboldspillere, trænere og ledere til den store fodboldturnering, Premier League Asia Trophy i Hong Kong. Turneringen havde samtidig deltagelse af fodboldklubberne Leicester City West Bromwich Albion og Crystal Palace, men det er uklart, om disse klubber også var med ombord på flyet.
Et 494-sæders stort Airbus A380-800 fly (9M-MND, red.) forlod den 16. juli Manchester Airport med de mange dyrebare fodboldben ombord og satte kursen mod Hong Kong. Den 23. juli var det søsterflyet 9M-MNB, der bragte fodboldspillerne tilbage til Storbritannien, hvor Liverpool FC samtidig skulle have plads til turneringspokalen efter en sejr på 2-1 over Leicester City i finalen.
A380´ere på vej ud af flåden
De to øvrige fly dækker ind ved planlagt og uplanlagt vedligeholdelse i kombination med charteropgaver. Malaysia Airlines flyver hvert år mange muslimske pilgrimme til og fra Prince Mohammad bin Abdulaziz Airport, der er gateway for pilgrimsrejserne til Mekka. Anskaffelsen af de seks A380´ere har Malaysia Airlines sidenhen fortrudt, og fra 2018 vil selskabet begynde at udfase de store megajumboer og i stedet erstatte dem med nye Airbus A350-900.
Køberne skal angiveligt findes i Asien, og Asiana, China Southern Airlines, Koren Air eller Thai Airways kunne være blandt de selskaber, der kan være interesserede i at overtage de seks A380-fly.
De seks A380-fly er mellem fem og seks år gamle og er indrettet med otte sæder på First Class, 66 på Business Class, mens Economy Class-kabinerne er indrettet med 420 sæder.
Relaterede artikler:
Første A380 på markedet for brugte fly
Kontrakt på 53 charterflyvninger med A380