Annonce
Køb abonnement Log ind
Økonomi

Finnair-topchef: Vi har en lang rejse foran os

Finnair kunne i årets tredje kvartal sikre et driftsoverskud efter 10 kvartaler med underskud. Det er et skridt i den rigtige retning for det finske selskab, men der er lang vej til en sort bundlinje.

Topi Manner, koncernchef hos Finnair. (Foto: Finnair | PR)
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Opdateret 30.10.2022 kl. 17.47

Efter 10 kvartaler med underskud kunne Finnair endelig flyve ud af et kvartal med et driftsoverskud. Det skete i årets tredje kvartal, der traditionelt er det stærkeste hos de fleste flyselskaber.

I kvartalet transporterede Finnair 2,8 millioner passagerer, og omsætningen landede på 719,2 millioner euro, hvilket svarer til 5,35 milliarder kroner. 

Men på grund af de meget høje brændstofpriser, der alene øgede omkostningerne med 125 millioner euro (930 millioner kroner), blev driftsoverskuddet blot på 19,2 millioner euro (143 millioner kroner). Resultatet før skat blev dog et minus på 44,7 millioner euro (333 millioner kroner), mens bundlinjen viste et underskud på 37,2 millioner euro (277 millioner kroner).

“Et positivt driftsresultat i det sæsonmæssigt stærkeste tredje kvartal er et skridt i den rigtige retning, men vi har en lang rejse foran os for at bringe virksomheden tilbage til en sund tilstand,” siger Topi Manner, koncernchef i Finnair.

Mere uafhængig af Asien-trafik


Udfordringerne for Finnair handler stadig om, at det russiske luftrum er lukket som følge af sanktioner i forbindelse med krigen i Ukraine samt at coronapandemien stadig begrænser mulighederne for at flyve højfrekvent til Kina.

Herudover kommer stærk modvind i form af høje brændstofpriser og en stærk dollar, hvilket er med til at forværre mulighederne for at vende tilbage til et stabilt og positivt driftsresultat.

Da forbuddet mod at overflyve russisk territorium på Asien-ruterne ikke ser ud til at blive lempet foreløbigt, har Finnair igangsat implementeringen af en ny strategi, der sigter mod et mere geografisk balanceret rutenetværk. Eksempler herpå er den nye Mumbai-rute fra Helsinki samt etableringen af et tæt samarbejde med Qatar Airways om ruter til Doha fra Helsinki, Stockholm og København. 

Betydelig usikkerhed
Den første måned i fjerde kvartal er allerede ved at være slut, og Finnair oplyser, at man i kvartalet forventer at udbyde 70 procent af kapaciteten sammenlignet med samme periode i 2019. Tager man højde for de wetlease-operationer, der foretages for andre operatører, eksempelvis Eurowings Discover, vil kapaciteten være på 80 procent.

På kort sigt forventer Finnair, at den stærke efterspørgsel vil fortsætte, men der er betydelig usikkerhed i forhold til brændstofpriser, krigen i Ukraine, inflation og udviklingen i COVID-19.

Derfor kan Finnair heller ikke give en guidance til aktionærerne andet end et forventet negativt resultat for tredje år i træk.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil fyre chefer og specialister

Finnair løfter sløret for selskabets nye strategi

Finnair forbereder sig på langvarig Rusland-konflikt

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Går imod strømmen: Finnair opjusterer forventninger

Økonomi

Finnair er godt sikret mod høje brændstofpriser

Ruter

Finnair op til tre gange dagligt til Tokyo i 2027

Trafikinformation

Norwegian dropper også Dubai-ruter i vinteren

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.