Annonce
Køb abonnement Log ind
Flådenyt

Finnair leaser fire nye fly til levering i år

Finnair har flådeudvidelse på tapetet allerede i år. Således leaser selskabet fire fly, som skal indgå i det regionale rutenet, som opereres af Norra. Nyheden kommer blot en uge efter, at selskabet løftede sløret for en stor ordre.

Finnair Embraer E-190 opereret af Norra. (Foto: RHL Images | CC 2.0)
Skrevet af: Mathias Majlund Laursen Opdateret 31.03.2026 kl. 15.10

Finnair udvider sin flåde i 2026. Således lyder det fra flyselskabet i en pressemeddelelse, at man har underskrevet hensigtserklæringer om leasing af to Embraer E190-E1-fly og to ATR 72-600-fly. Hvem de leaser flyene fra, oplyser Finnair ikke.

Flyene vil ifølge Finnair indgå i flåden hos datterselskabet Norra (Nordic Regional Airlines AB, red.) i løbet af sommeren og det tidlige efterår 2026.

Norra opererer i dag regionale flyvninger for Finnair med 12 Embraer E190-E1 og 12 ATR 72-500-fly, og Finnair har til hensigt at øge antallet af jetfly, der opereres af Norra, til atten. 40 procent af datterselskabet er ejet af Finnair, mens DAT ejer de resterende 60 procent.

Vigtigt med omfattende regionalt netværk


Finnairs Chief Revenue Officer, Christine Rovelli, fortæller, at man hos Finnair ser tilføjelsen af de ekstra fly som en vigtig del af selskabets strategi.

“Et omfattende regionalt netværk spiller en vigtig rolle, i takt med at vi søger at udvide vores netværk fra vores nøglemarkeder. Disse fly vil yderligere styrke vores punktlighed og øge fleksibiliteten i vores flådedisponering,” siger hun.

I sommersæsonen 2026 vil Finnair flyve til mere end 90 europæiske destinationer, herunder 12 nye destinationer, lyder det.

Vil udvide flåden yderligere
Underskrivelsen af hensigtserklæringen om leasing af de fire fly er ikke den eneste flådeudvidelse, som Finnair har på tapetet.

Mandag i sidste uge lød det således fra det finske flyselskab, at man har underskrevet en købsaftale med Embraer om 18 faste ordrer på E195-E2-fly samt yderligere option på 16 fly og 12 købsrettigheder. E195-E2-flyene forventes at blive opereret af Norra.

Derudover planlægger Finnair at anskaffe op til 12 Airbus A320/321ceo-fly fra brugtflymarkedet. Gøres der dermed ikke alvor af at udnytte optionen på 16 fly og de 12 købsrettigheder, så er der tale om 30 narrowbody-fly. Køber Finnair samtlige fly, er der tale om 58.

Finnairs nuværende flåde består, inklusive flyene fra Norra, af 79 fly fra Airbus, Embraer og ATR. Når Norra ikke medregnes, består flåden af 18 Airbus A350-200 og seks A330-300, fem Airbus A319-100, 10 Airbus A320-200 og 15 Airbus A321-200.

 

Relaterede artikler:

Flådefornyelse: Finnair vil anskaffe op mod 58 fly

“Jettime har gjort et rigtigt godt stykke arbejde”

Finnair-topchef: Vi klarer os uden russisk luftrum

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Går imod strømmen: Finnair opjusterer forventninger

Økonomi

Finnair er godt sikret mod høje brændstofpriser

Ruter

Finnair op til tre gange dagligt til Tokyo i 2027

Flådenyt

Indisk DAT-partner køber 40 nye ATR 72-600

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.