De europæiske luftfartsselskaber viste positive takter i juli med en fremgang i efterspørgslen på knap syv procent og en gennemsnitlig belægningsprocent, der var højere end i alle andre verdensdelene.
Et gammelt ordsprog siger, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Og det kan man skrive under på i de europæiske luftfartsselskaber. For det spirende økonomiske opsving i Eurozonen smitter af på luftfartsselskaberne i regionen. Det viser nye tal fra International Air Transport Association (IATA).
De europæiske IATA-medlemmer oplevede således i juli måned en stigning i efterspørgslen på 6,7 procent, mens kapaciteten steg med 4,0 procent. Det førte til, at belægningsprocenten steg 2,2 procentpoint til 87,3 procent i juli sammenlignet med samme måned året før. Dermed var Europa den region, der havde den højeste gennemsnitlige belægningsprocent i juli.
På globalt plan steg indtægterne per passagerkilometer med 8,2 procent i juli, hvilket var en forbedring på på 5,5 procent i forhold til samme måned sidste år. Kapaciteten steg med 6,5 procent, og belægningsgraden steg 1,4 procentpoint til 83,6 procent.
På vej mod turbulens
“Resultaterne i juli var stærkt positive, men aftagende globale handel og de vilde svingninger på børserne rundt om i verden tyder på, at vi kan være på vej mod turbulens i de kommende måneder,“ siger Tony Tyler, IATA’s generaldirektør, og fortsætter:
”De globale økonomiske forventninger er generelt positive som følge af i oliepriserne i forhold til midten af 2014. Derfor forventer vi, at der fortsat vil være vækst og stigende efterspørgsel indenfor passagertrafikken i 2015.”
IATA repræsenterer 260 flyselskaber over hele verden. De sidder tilsammen på 83 procent af al global lufttrafik.