Annonce
Køb abonnement Log ind
Ruter

En af verdens længste A220-ruter er i gang

Lettiske airBaltic håber at lokke nordiske rejsende til at flyve via Riga, når de skal til Dubai. Turen er den næstlængste på flyselskabets rutekort.

Indvielsen af airBaltic-ruten fra Riga til Dubai. (Foto: airBaltic | PR)
Skrevet af: Jørn Larsen Udgivet 29.09.2021 kl. 16.16

AirBaltic er netop begyndt at flyve mellem den lettiske hovedstad Riga og Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. AirBaltic lægger ud med fire ugentlige flyvninger mellem de to byer, foreløbigt indtil slutningen af marts næste år.

“Vi er stolte over at kunne tilbyde vores passagerer en så unik destination som Dubai, som nu forbinder Østersøregionen med De Forenede Arabiske Emirater med en af ​​de længste flyvninger på vores rutekort,” siger Martin Gauss, administrerende direktør i airBaltic.

Dubai er interessant


”Dubai har været en af ​​de mest efterspurgte destinationer blandt vores passagerer i nogen tid, og skal snart være vært for Expo 2020, som der er stor interesse for.”

Den udsatte Expo 2020-verdensudstilling fortsætter helt frem til 31. marts 2022. Som navnet antyder, skulle udstillingen være åbnet sidste år, men åbningsdagen er flyttet til fredag den 1. oktober i år.

Da airBaltic i marts i år for første gang fortalte om planerne om en rute mellem Riga og Dubai, lagde Martin Gauss ikke skjul på, at selskabet håber på, at mange rejsende fra Skandinavien og Østersøområdet, vil slå vejen forbi Riga, når de skal videre til ørkenstaten.

Flyver kun med A220-300
AirBaltic har 31 Airbus A220-300 i sin flåde, og flyvningen mellem Riga og Dubai er en af de længste, flytypen bliver udsat for. Afstanden mellem de to lufthavne er på 4.320 kilometer, mens turen fra Riga til Tenerife med sine 4.458 kilometer er en smule længere.

Dermed tilbyder airBaltic i øjeblikket nogle af de længste A220-ruter i verden. Det var planen, at Air Austral den 27. august skulle have genstartet ruten mellem Reunion og Chennai med en A220-300, men denne rute er ikke kommet i gang endnu.

Afstanden mellem Reunion, som ligger øst for Madagaskar og Chennai, der ligger på den indiske østkyst, er 4.618 kilometer og angiveligt verdens længste A220-rute. Ifølge Airbus’ hjemmeside har A220-300 en rækkevidde på maksimalt 6.297 kilometer.

AirBaltic har siden maj 2020 udelukkende haft en enhedsflåde af Airbus A220-300, som i selskabets konfiguration har plads til 145 passagerer. Tidligere benyttede selskabet også Boeing 737-fly og Dash 8-Q400.

Fire gange om ugen
Der er afgang fra Riga mandag, onsdag, fredag og søndag, mens flyene letter fra Dubai mandag, tirsdag, torsdag og lørdag. Flyvetiden er seks timer og 25 minutter til Dubai og seks timer og 45 minutter til Riga.

Fra Københavns Lufthavn er der fem ugentlige afgange med Emirates direkte til Dubai. Ruten betjenes af en 427-sæders Boeing 777-300ER i en toklasses konfiguration. Flyvetiden til Dubai er på seks timer og 20 minutter, mens det tager seks timer og 55 minutter at komme hjem fra Dubai.

 

Relaterede artikler: 

Flere passagerer og flere fly til airBaltic

Ny Dubai-rute skal tiltrække skandinaver

Flere flyafgange mellem København og Dubai

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Vender hver en krone: Fjerner brækposer

Flådenyt

Emirates har genoprettet 93 procent af kapaciteten

Økonomi

Overlevelseskamp: Air Baltic indleder rekonstruktion

Ruter

Animawings stopper CPH-rute før tiden

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.