Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Ekspert: Tre ruter fra Teheran til Skandinavien

Med Iran Airs gigantordre hos Airbus er det sandsynligt, at flyselskabet på sigt vil etablere ruter til København, Stockholm og Oslo med A321neo. Det mener international luftfartsekspert.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Opdateret 10.03.2016 kl. 09.00

Efter at Iran Air for et par uger siden placerede en gigantordre hos Airbus på 118 fly til en listepris på 235 mia. kroner er spekulationerne startet om, hvilke ruter der vil få gavn af de nye fly.

Lufthavne i det meste af Europa samt andre steder i verden er allerede nu klar med ruteoplæg, der skal gøre Iran Air opmærksom på mulighederne for at etablere økonomisk bæredygtige ruter.

Den internationalt anerkendte luftfartsekspert Behramjee Ghadially, der i dag er Senior Manager Route Network Planning hos Arik Air, giver i en analyse på sin blog udtryk for, at der er mange muligheder for de skandinaviske lufthavne.

“Det forventes, at der vil være mange A321neo blandt de 24 fly, der er bestilt i A320neo-familien, da denne flytype er mere ideel til betjening af iranske emigrantbyer i Vesteuropa året rundt end de dyrere langdistancefly. Byer, der er perfekte til ruter med A321neo med tre til fire ugentlige afgange, er Düsseldorf, Hamborg, Stockholm, Oslo, Rom, København og München,“ skriver Behramjee Ghadially.

Teheran kan blive nyt hub i Mellemøsten


Københavns Lufthavn har allerede udsigt til en rute til Teheran, når det privatejede iranske flyselskab Mahan Air den 9. juni begynder at flyve mellem Teheran og København. Mahan Air benytter et 25 år gammelt fly af typen Airbus A310-400, hvor der er plads til 212 passagerer.

Ifølge ruteanalyser foretaget af Københavns Lufthavn er der årligt 35.000 passagerer, der rejser mellem København og Teheran på ruter, der går via andre lufthavne.

Hvorvidt analysen fra Behramjee Ghadially holder stik er vanskeligt at sige. Men den canadisk-baserede luftfartsekspert har tidligere gennemført et projekt, hvor rutemulighederne med Gulf Airs A321-fly blev analyseret. Siden 2001 har han været beskæftiget i forskellige stillinger hos Alitalia, Cathay Pacific Airways samt Gulf Air.

Ghadially vurderer, at Iran Air og den iranske stat ønsker at etablere Imam Khomeini International Airport som et nyt hub i Mellemøsten tilsvarende lufthavnene i Abu Dhabi, Dubai og Doha. Teheran skønnes således at have store muligheder for at blive et centralt knudepunkt mellem Europa og Centralasien.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Flådenyt

Kæmpe flyordre: Leasingselskab bestiller 250 fly

Teknologi

500 Airbus A321neo ramt af kvalitetsfejl

Flådenyt

Airbus er tæt på jomfruflyvning med A350F

Flådenyt

Ny Aalborg-operatør med ordre på flere A320neo

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.