Københavns Lufthavns lavprisfinger, CPH GO, passerede det magiske 1 million-mærke i 2012 som en konsekvens af easyJets fortsatte succes i København.
Det britiske lavprisselskab easyJet har sat sig solidt på tredjepladsen over de største luftfartsselskaber i Københavns Lufthavn kun overgået af SAS og Norwegian. Fem procent af de 23,5 mio. passagerer, der i 2012 rejste gennem Københavns Lufthavn, ankom eller afrejste med et af easyJets hvide og orange Airbus-fly. EasyJet havde en passagerfremgang på knap 22 procent.
Det betyder at selskabet i 2012 havde 1,2 mio. passagerer, som alle passerede gennem lufthavnens to år gamle lavprisfinger, CPH GO, mod knap 1 mio. passagerer i 2011. Det viser tal fra Københavns Lufthavn.
Dermed har CPH GO rundet det magiske 1 mio.-mærke kun to år efter at Københavns overborgmester, Frank Jensen, indviede terminalen i oktober 2010.
Københavns Lufthavn har investeret 200 mio. kroner i CPH GO-lavprisfingeren. Indtil videre er easyJet eneste bruger af CPH GO, mens andre lavprisselskaber foretrækker fortsat at bruge de traditionelle fingre i lufthavnen, som ligger langt tættere på den centrale sikkerhedskontrol.
For dyrt med base
“København er en vigtig destination for os. Men CPH GO er stadig for dyr til at vi vil etablere en base i Københavns Lufthavn. Vi vil se på det, den dag prisen er rigtigt, men det er dyrt at etablere en base,“ sagde Cath Lynn, kommerciel direktør i easyJet, i september sidste år til CHECK-IN.dk.
EasyJet flyver fra København til Basel, Berlin, Bristol, Genève, Lissabon, London-Gatwick, London-Stansted, Manchester, Milano-Malpensa og Paris-CDG. Den 21. marts åbnes en rute til Edinburgh og fra den 8. april vil easyJet forbinde København med Rom i konkurrence med SAS og Norwegian.