Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Drift af uåbnet Berlin-lufthavn koster 150 mio.

150 mio. kroner om måneden. Det er regningen for driften af den uåbnede skandalelufthavn i Berlin.

Berlins uåbnede storlufthavn Brandenburg kan meget vel blive et museum, lyder det fra airberlin.
Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 28.05.2013 kl. 00.00

Med en forsinkelse af åbningsdatoen på mere end to år, skulle man ikke tro det kunne blive meget værre i Berlins kommende storlufthavn Brandenburg syd for den tyske hovedstad. Men det kan det. For mens ingeniører og håndværkere knokler for at få lufthavnen bygget færdig, så fosser pengene allerede nu ud af lufthavnens pengekasse.

En økonomisk redegørelse, som skandalelufthavnens nye direktør, Hartmut Mehdorn, har bedt om at få udarbejdet, viser nemlig, at lufthavnen allerede nu har meget store driftsomkostninger. Det skriver Der Spiegel.

Hver måned spenderer man således 20 mio. Euro, svarende til 150 mio. kroner, på rengøring, sikkerhed, vedligeholdelse og ikke mindst energi. Der er således fuldt blus på alle lamper døgnet rundt i lufthavnens mennesketomme high-tech terminal, hvor air condition-anlægget også kører på fuld tryk. Desuden er gadelamperne på vejene i lufthavnsområdet tændt døgnet rundt.

Højere end i Tegel


Strømforbruget i Brandenburg er højere end strømforbruget i Berlins Tegel lufthavn. Sidstnævntes terminaler er meget mindre, men lufthavnen håndterer, modsat Brandenburg, hver dag flere hundrede fly og mange tusinde passagerer.

Oprindeligt var det planen, at lukke byens to nuværende lufthavne og åbne den nye store Brandenburg lufthavn i oktober 2011. Det blev udsat til 3. juni 2012. Men under en måned før åbningen, blev det så skubbet til marts 2013. Og i efteråret 2012 blev det rykket på ny til den 27. oktober 2013 til vinterfartplanernes ikrafttræden. I januar i år besluttede bestyrelsen, at det heller ikke var realistisk, at lufthavnen kunne blive færdig til den dato. Nu er indvielsen udskudt på ubestemt tid.

Skændsel for hele Tyskland
Forsinkelsen af den nye lufthavn har mødt skarp kritik fra Lufthansa og især airberlin, der har anlagt en offensiv vækstplan med udgangspunkt i den ekstra kapacitet, der bliver til rådighed, når selskabet rykker fra den overfyldte Tegel-lufthavn og ud til Brandenburg. En plan, som selskabet har været nødt til at lægge væk igen og igen.

”Problemerne med Berlin Brandenburg lufthavnen er en skændsel for hele Tyskland, som ellers står for fremragende ingeniørarbejde,” sagde airberlins kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, i efteråret 2012 til CHECK-IN.dk.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Nu rejsemulighed til Bangkok via Warszawa

Nyhedskategorier

EASA: Vigtigt med åbenhed om mentalt helbred

Hændelser

Dansker blandt tre dræbte i flyhavari i Schweiz

Økonomi

Lufthansa betaler 7,7 milliarder kroner for TAP-andel

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.