Torsdag den 20. september kl. 07.00 lander rutenummer ET714 fra Ethiopian Airlines i Stockholms Arlanda-lufthavn. Flyet vil være et Boeing 787-8 Dreamliner, og det vil være første gang, at en skandinavisk lufthavn modtager drømmeflyet i regulær rutedrift.
Fem gange om ugen flyver Star Alliance-selskabet Ethiopan Airlines fra Stockholm-Arlanda til Addis Ababa via den egyptiske hovedstad Kairo.
I dag foregår flyvningen ofte med et fly af typen Boeing 737-800 eller et Boeing 757-200 fly.
Men i forbindelse med, at Ehtiopian Airlines for et par uger fik leveret sit første Boeing 787-8 Dreamliner-fly, har selskabet valgt at sende flyet på en charmeoffensiv rundt på udvalgte ruter i netværket.
Det betyder, at Stockholm-Arlanda som den første lufthavnen i Norden får besøg af Dreamliner-flyet i ordinær rutedrift. Ethiopian første Dreamliner-fly blev leveret den 14. august og er blevet døbt “Africa First“. Det afrikanske flyselskab har bestilt i alt 10 eksemplarer af drømmeflyet.
Charmetur til 15 byer
Onsdag den 19. september flyver Dreamlineren som rutenummer ET714 fra Addis Ababa kl. 23.00 lokal tid, og efter en mellemlanding i Kairo forventes ankomst til Stockholm-Arlanda kl. 07.00 den følgende dag. Her står flyet indtil kl. 21.00 om aftenen, hvorefter det returnerer som ET715 med ankomst næste dag i Addis Ababa kl. 07.30. Der skulle således være rig lejlighed for flyentusiaster til at kigge nærmere på flyet under opholdet i den svenske lufthavn.
Dreamlineren har kun tre gange tidligere besøgt nordiske lufthavne. Første gang var den 31. august 2010, hvor787´eren var på besøg i Keflavik International Airport ved Rekjavik, mens norske Svalbard Airport (Longyearbyen) tog imod Dreamlineren den 8. september 2010.
Det seneste besøg af Dreamlineren var i Oslo-Gardermoen den 2. maj i år. Besøget var en del af en verdensturné, hvor Boeing-flyet kommer rundt til de baselufthavne, hvor nuværende og kommende kunder er hjemmehørende. Som bekendt bliver Norwegian den første nordiske operatør af drømmeflyet fra Boeing.