Stockholm befæster sin position som Skandinaviens Dreamliner-lufthavn nummer et, når selskabet fra midten af juli hver dag siger goddag til en britisk Boeing 787 Dreamliner.
Stockholms Arlanda-lufthavn kan efterhånden kalde sig Skandinaviens Dreamliner-lufthavn nummer et. Qatar Airways og Norwegian opererer godt nok Boeing 787 Dreamliner-fly til og fra både Oslo, Stockholm og København, ligesom Bergen og Gøteborg også er med i klubben af skandinaviske lufthavne, som får regelmæssigt besøg af drømmeflyet.
Men Stockholm Arlanda har ikke blot fornøjelsen af Dreamliner-flyene på de almindelige langdistanceruter. Lufthavnen lægger nemlig også asfalt til Norwegian’s brug af flyet på ture fra Stockholm til London Gatwick. Det sker som led i Norwegians ambitioner om at få sat selskabets sjette og syvende Boeing 787 Dreamliner-fly i drift stille og roligt uden de samme problemer, som plagede selskabet, da man tog de første to Dreamlinere i brug sidste år.
Træne besætninger
Da British Airways i august sidste år modtog sit første Boeing 787 Dreamliner-fly blev det også benyttet på Stockholm-ruten i en periode. Det var dog på meget varierende tidspunkter og kun få gange om ugen. Nu sættes flyet ind regelmæssigt på ruten inden flyet sendes ud på de lange flyvninger til fremmede kontinenter.