Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

DAT frustreret over fagforening

Flyvebranchens Personale Union trækker forhandlinger om ny overenskomst i langdrag, mener Danish Air Transports direktør. I mellemtiden fravælger LO flyselskabet og hyrer fly hos konkurrenten.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 26.02.2015 kl. 00.00

Danish Air Transport (DAT) og Flyvebranchens Personale Union (FPU) er endnu ikke nået til enighed om en overenskomst for DAT’s flyvende personale, som i dag ikke er på en kollektiv overenskomst. Forhandlingerne blev indledt i juni sidste år og ifølge begge parter, så er det kun småting, der mangler at falde på plads. Alligevel er der ikke indgået en aftale endnu. Og det er Danish Air Transports direktør og ejer, Jesper Rungholm, ikke begejstret for. Han mener ansvaret for det ligger ét sted – hos fagforeningen.

”Det er stærkt frustrerende at vi ikke har kunne indgå en aftale. De har været fodslæbende siden november sidste år. Vi har presset på for at blive færdige, men nu har de igen udsat det møde, som vi skulle have haft i morgen (i dag, red.),” siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

Stille med erstatning


Hos Flyvebranchens Personale Union ser næstformand Anders Mark Jensen en anelse anderledes på tingene.

”Vi ventede først tre måneder på, at de i december sidste år kom med et udkast til en aftale. Herefter har vi haft ét møde den 29. januar. Det er rigtigt, at mødet i morgen (i dag, red.) er aflyst, men det skyldes alvorlig sygdom som også er meddelt personligt til Dansk Industri. Vi havde håbet på lidt mere menneskelig forståelse fra DAT,” forklarer Anders Mark Jensen til CHECK-IN.dk.

Hos Danish Air Transport køber direktøren ikke den forklaring.

“Jeg er naturligvis ked af at modparten er ramt af alvorlig sygdom. Men så må man stille med en erstatning. I så vigtig en sag kan vi ikke basere vores forretning på helbredstilstanden i fagbevægelsen,“ siger Jesper Rungholm, der peger på, at FPU og LO i juni sidste år også selv var meget opsatte på at få indgået en aftale.

Hyre fly hos konkurrenter
I mellemtiden kan Jesper Rungholm notere sig, at LO, som FPU er en del af, er begyndt at hyre fly hos konkurrenten Jet Time til at bringe dem til Folkemøde på Bornholm til juni. DAT er det eneste flyselskab med faste ruteflyvninger mellem København og Bornholm. I LO-fagbevægelsen gør man ofte store anstrengelser for at sikre sig, at ens leverandører har tegnet overenskomst for sine medarbejdere. Jet Time har en overenskomst med FPU. Og da DAT endnu ikke har en overenskomst, så har LO valgt at chartre sine egne fly hos Jet Time.

Forhandlingerne mellem Danish Air Transport og FPU om en overenskomst kom i stand efter Folkemødet i juni sidste år på Bornholm. Det vakte en del opstandelse, da det under Folkemødet kom frem, at selskabet ikke havde overenskomst. På Folkemødets sidste dag var Jesper Rungholm selv kaptajn på flere af de flyvninger, som bragte folkemødedeltagerne inklusiv LO-topfolk tilbage til København. DAT-direktøren benyttede lejligheden til at holde brandtale om hvorfor selskabet og dets ansatte ikke havde brug for en overenskomst.

Få uger senere blev DAT og FPU med LO i ryggen dog alligevel enige om at indlede forhandlinger.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Bagsiden

En DC-8-flyvning med SAS blev hans skæbne

Produkter

DAT annoncerer prisstigning på op imod 50 procent

Politik

"Aliens er landet - det er totalt uacceptabelt"

Ruter

Stor interesse for flyvninger til Bornholm

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.