Annonce
Køb abonnement Log ind
Klima

Dansk leverandør skriver kontrakt om eJetfuel

Efter planen skal der i fremtiden fremstilles 100 millioner liter bæredygtigt flybrændstof årligt i Vordingborg, og nu er der indgået en aftale med den virksomhed, som skal stå for distributionen.

Arcadia eFuels har underskrevet en hensigtserklæring med DCC & Shell Aviation Denmark. (Foto: Shell Aviation | PR | Twitter.com)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Udgivet 28.02.2022 kl. 13.19

Mange aktører forsøger lige nu at få gang i et dansk marked for sustainable aviation fuel (SAF), fordi de bæredygtige flybrændstoffer anses som et vigtigt første skridt mod at få reduceret CO2-emissionerne ved luftfarten herhjemme og i resten af verden.

Tidligere på måneden kunne Vordingborg Kommune fortælle, at den sjællandske kommune har indgået et samarbejde med virksomheden Arcadia eFuels. Det skal munde ud i, at der opføres et produktionsanlæg for bæredygtigt flybrændstof i stor skala på havnen i Vordingborg.

Brændstoffet skal produceres via Power-to-X-teknologi, hvilket betyder, at der fremstilles strøm fra vedvarende energi som sol, vind, vand og høstet CO2, som efterfølgende kan omdannes til syntetisk brændstof, der kan benyttes som drivmiddel i blandt andet fly.

Leverer til syv danske lufthavne

Arcadia eFuels oplyser, at realiseringen af projektet er kommet et skridt videre. Der er nemlig blevet underskrevet en hensigtserklæring med DCC & Shell Aviation Denmark, som betyder, at brændstofvirksomheden er klar til at aftage hele produktionen fra det kommende anlæg.

DCC & Shell Aviation Denmark er et samarbejde mellem DCC Holding Danmark samt Shell. Virksomheden står for logistik og levering af jetbrændstof til Københavns Lufthavn samt lufthavnene i Billund, Aalborg, Aarhus, Roskilde, Esbjerg og på Odense Universitetshospital.

Ifølge Arcadia eFuels forventes det, at det nye produktionsanlæg årligt vil kunne producere op imod 55.000 ton eJet Fuel samt 25.000 ton eNaphtha. Tilsammen svarer det til, at der vil blive fremstillet cirka 100 millioner liter flybrændstof om året fordelt på de to typer.

Udskibes til kunderne
Byggeriet af det nye produktionsanlæg forventes at gå i gang næste år, og Arcadia eFuels regner med, at de kommercielle aktiviteter kan gå i gang i løbet af 2024. Ifølge Vordingborgs borgmester, Mikael Smed fra Socialdemokraterne, vil det kommende anlæg få stor værdi for kommunen.

”Aftalen viser, hvor vigtigt det har været at tænke fremsynet og udvide Vordingborg havn for at sikre, at vi kunne tiltrække virksomheder af denne størrelse. Det har stor global brandingværdi for vores kommune og hele området, at vi kan tiltrække virksomheder som Arcadia eFuels, der bliver frontløber for kommercielt producerede CO2 neutrale brændstoffer.”

Ifølge kommunens havnedirektør Jan-Jaap Cramer vil transporten af det bæredygtige flybrændstof mellem havneanlægget og kunderne dog tilsyneladende ikke være CO2-neutral. Direktøren har tidligere fortalt, at skibene, der skal benyttes til formålet, i første omgang formentlig vil sejle på almindeligt og altså ikke grønt brændstof.

 

Relaterede artikler:

A.P. Møller – Mærsk vil flyve grønt med KLM

Produktion af grønt flybrændstof i dansk havn

CPH: PtX-udspil skaber klarhed for dansk luftfart

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Nu rejsemulighed til Bangkok via Warszawa

Nyhedskategorier

EASA: Vigtigt med åbenhed om mentalt helbred

Hændelser

Dansker blandt tre dræbte i flyhavari i Schweiz

Økonomi

Lufthansa betaler 7,7 milliarder kroner for TAP-andel

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.