Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Charterarrangører vil af med flyselskaber

TUI-koncernen har netop solgt flyselskabet Corsair. Tre store globale rejsekoncerner formodes at være på vej til at sælge ud af sine flyselskaber.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 25.02.2015 kl. 00.00

Fremtiden er uvis for de flyselskaber, der i dag tilhører de store internationale rejsekoncerner. På et tidspunkt var den såkaldte “vertikale integration“ nøgleordet for mange store virksomheder, hvor det handlede om at eje og kontrollere hele produktions- og distributionsleddet.

Derfor har de store internationale rejsekoncerner egne flyselskaber til at producere for sig. Europas største rejsekoncern er TUI AG med hovedkontor i Hannover. Koncernen har hidtil ejet flyselskaberne Arkefly (Holland), Corsair International (Frankrig), Jetairfly (Belgien), Thomson Airways (England), TUIfly (Tyskland) samt TUIfly Nordic (Sverige).

Nu er det lykkedes TUI at skille sig af med Corsair International, der har givet underskud siden 2008. Køberen er Groupe Dubreuil, der i forvejen ejer Air Caraibes.

Corsair Internationale er et rute- og charterflyselskab, der har specialiseret sig i flyvninger til de tidligere franske kolonier i blandt andet Caribien og Afrika. Samtidig er Corsair det næststørste flyselskab i Frankrig målt på antallet af passagerer.

Medie: Thomas Cook-flyselskaber til salg


Allerede i 2012 blev Corsair International relanceret med ny bemaling, hvor tilhørsforholdet til TUI-koncernen samtidig blev fjernet, idet flyene tidligere havde TUI-logoet som en del af bemalingen. Dette var angiveligt første skridt i retning af at få selskabet gjort uafhængig af koncernen.

I den britiske rejsekoncern Thomas Cook tog man i 2013 initiativ til at sammenlægge driften af tre af koncernens flyselskaber, henholdsvis Thomas Cook Airlines UK, tyske Condor samt Thomas Cook Airlines Belgium. Udenfor stod dog Thomas Cook -Airlines of Scandinavia med base i Københavns Lufthavn.

Hvorvidt denne sammenlægning skal ses som et tidligt forsøg på salgsmodning skal være usagt, men den britiske avis The Independent kunne tidligere i denne uge berette, at Thomas Cook ønsker at frasælge koncernens flyselskaber, der råder over en flåde på 88 fly.

“Vi er altid åbne over for muligheder, som også kunne inkludere et partnerskab med andre flyselskaber,“ lød det i en officiel erklæring fra Thomas Cook, der benyttede lejligheden til at understrege, at flyselskaberne er en vigtig del af forretningen.

Anderledes ser det ud med den schweiziske Kuoni-koncern, der har sat hele sin rejsearrangør-division til salg. Heri er charterarrangøren Apollo i Skandinavien samt flyselskabet Novair, der har base i Stockholm. Novair beskæftiger tre Airbus A321-200 fly samt et Airbus A330-200 fly, der dog er indlejet fra irske Aer Lingus.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Nu rejsemulighed til Bangkok via Warszawa

Nyhedskategorier

EASA: Vigtigt med åbenhed om mentalt helbred

Hændelser

Dansker blandt tre dræbte i flyhavari i Schweiz

Økonomi

Lufthansa betaler 7,7 milliarder kroner for TAP-andel

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.