Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Cameron får regeringsfly

Den britiske regering vil bruge op imod 110 mio. kroner på at ombygge et Royal Air Force-fly af typen Voyager A330, så den britiske premierminister og kongefamilien kan flyve standsmæssigt.

(Foto: Aldo Bidini / Wikipedia)
Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 23.11.2015 kl. 00.00

Den amerikanske præsident har et. Den russiske præsident har et og den danske statsminister har råderet over et. Et VIP-fly, så statslederen kan ankomme standsmæssigt til besøg i andre lande.

Den britiske premierminister har dog ikke et. Han er derfor tvunget til at leje fly fra gang til gang. Det har blandt andet betydet, at den nuværende premierminister David Cameron en gang ankom til et topmøde i Japan i et chartret fly, som netop havde været brugt til en turné med rockbandet Def Leppard og derfor var malet i sorte og orange farver. Ved siden af holdt den amerikanske præsidents store elegante og sagnomspundne Boeing 747 Air Force One.

Nu vil briterne imidlertid udstyre deres premierminister med sit eget fly, så han/hun kan rejse og ankom mere standsmæssigt end det er tilfældet i dag.

Derfor skal et tankfly fra Royal Air Force indrettes til at kunne transportere premierministeren, hans embedsmænd, sikkerhedsfolk og eventuelt medfølgende journalister.

Det britiske flyvevåben har ni Airbus A330 passagerfly i en særlig militærversion beregnet til at kunne lufttanke jagerfly og transportere soldater til og fra krigszoner. Kabinerne på de ni fly er udstyret med 291 sæder i et normalt et-klasses layout, sådan som man kender det fra mange charterselskaber.

Skabt en vis røre


Nu skal et af flyene indrettes i et tre-klasses layout med 10 first class-sæder, 48 business class-sæder og 102 economy class-sæder. Mon ikke det er her journalisterne og sikkerhedsfolkene bliver placeret?

Det har dog skabt en vis røre, da den britiske regering forventer, at ombygningen af det ene fly vil koste 107 mio. danske kroner, men kun betyde en årlig besparelse på 7,8 mio. kroner.

Foruden den britiske premierminister, så er det også planen, at det britiske kongehus skal bruge flyet. Kongehuset bruger i dag mest chartrede fly, da de er utilfredse med de timepriser, som Royal Air Force kræver, når de skal flyve for de kongelige.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.