Annonce
Køb abonnement Log ind
Ruter

Brussels Airlines skal flyve langruter fra Frankfurt

Lufthansa tilbyder i sommeren 2021 seks nye langdistanceruter fra Frankfurt, og tre af ruterne skal opereres med fly fra datterselskabet Brussels Airlines.

Airbus A330-300 fra Brussels Airlines i Eurowings-bemaling. (Foto: Marvin Mutz | CC 2.0)
Skrevet af: Jan Aagaard Udgivet 02.10.2020 kl. 11.02

Brussels Airlines har siden slutningen af 2016 været 100 procent ejet af Lufthansa-koncernen, og er siden i stigende grad blevet en integreret del af den tyske luftfartskoncern.

Den udvikling understreges yderligere i det sommerprogram for 2021, som Lufthansa er begyndt at præsentere.

En af nyhederne i programmet bliver seks nye langdistanceruter fra det tyske selskabs store hub i Frankfurt, og tre af disse ruter skal flyves under Eurowings-brandet, men det bliver med Brussels Airlines som operatør. Det oplyser Lufthansa i en pressemeddelelse.

Ruter til Caribien, USA og Mauritius


Det drejer sig om ruter fra Frankfurt til henholdsvis Punta Cana i Den Dominikanske Republik, Anchorage i Alaska samt øen Mauritius i Det Indiske Ocean. Der bliver tre ugentlige flyvninger til Punta Cana fra den 29. marts 2021, og tre ugentlige flyvninger til Anchorage fra den 3. juni 2021.

Lufthansa flyver i forvejen fra Frankfurt til Mauritius i vintersæsonen, og vil fra næste år også betjene ruten i sommersæsonen. I vinteren 2021 planlægger Lufthansa fire ugentlige forbindelser fra Frankfurt til Mauritius, mens ruten i sommersæsonen vil have to ugentlige forbindelser under Eurowings-brandet.

Billetter til de tre nye Eurowings-ruter kan både booket på lufthansa.com og eurowings.com.

Tre “rene” Lufthansa-ruter
De tre øvrige nye langdistanceruter fra Frankfurt næste sommer går til Mombasa og Zanzibar i Østafrika samt Malé på Maldiverne. Disse tre ruter markedsføres og sælges under Lufthansa-brandet og betjenes med fly fra Lufthansas egen langdistanceflåde. De kan også kun bookes via lufthansa.com.

Eurowings langdistanceruter udgik tidligere især fra lufthavnen i Düsseldorf, men Lufthansa-koncernen koncentrerer i stigende grad langrutetrafikken i Frankfurt og München.

Flyver med Airbus A330
Både Eurowings og Brussels Airlines flyver med fly af typen Airbus A330 på selskabernes oversøiske ruter. Eurowings langruteflåde består i dag af syv Airbus A330-200 og fire A330-300, mens Brussels Airlines har to A330-200 og 12 A330-300 i flåden.

Brussels Airlines langruteflåde er med en gennemsnitsalder på 14 ½ år lidt yngre end langruteflåden hos Eurowings, hvor gennemsnitsalderen er 16 ½ år.

Lufthansa-koncernen meddelte i foråret, at Brussels Airlines flyflåde skal reduceres med 30 procent som følge af den faldende efterspørgsel på flyrejser i kølvandet på coronapandemien. Flådereduktionen er en del af en stor spareplan, som skal sikre Brussels Airlines overlevelse på længere sigt.

 

Relaterede artikler:

Brussels Airlines skærer 25 procent af de ansatte

Lufthansa fjerner yderligere 18 langdistancefly

Sådan reddede Lufthansa fire koncernselskaber

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Medie: Lufthansa står til at vinde kampen om TAP

Bagsiden

Lufthansa til Condor: Slut med ID-tjenesterejser

Hændelser

Efter missilangreb: Suspenderer flyvninger (opd.)

Ruter

Lufthansa skruer op for Japan: To nye ruter

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.