Tilrejsende fra blandt andet Nordamerika og Asien har været med til at sikre Avinor fremgang i vinterhalvåret. Særligt en mindre lufthavn giver de større baghjul, når man ser på væksten.
Da Avinor gjorde status over januar i år var et af de aspekter, som den norske lufthavnsoperatør hæftede sig ved, at væksten især var drevet af udenlandske rejsende, der gerne ville opleve Norge i løbet af årets kolde måneder.
Det tyder på, at vinterturismen også blev en faktor i årets anden måned. Det var i hvert fald atter en gang rejsende fra udlandet, der især var skyld i, at det gik fremad i de 43 lufthavne, som selskabet varetager driften af.
I februar benyttede 3,63 millioner flyrejsende sig af de norske lufthavne, hvilket er to procent flere end i samme måned for et år siden, hvor antallet var 3,55 millioner. I løbet af hele året har Avinor registreret en stigning på seks procent fra 6,80 millioner i 2024 til 7,18 millioner rejsende i år.
Trække rejsende fra flere verdensdele
For de internationale rejsende har Avinor bogført en stigning på knap seks procent, da man her er gået fra 1.359.878 i den anden måned af 2024 til 1.438.674 i februar i år. Gaute Skallerud Riise, der er direktør for trafikudvikling i Avinor, har en klar tolkning af udviklingen.
”Væksten i antallet af internationale rejsende er stadig præget af den kraftige stigning i turismen til Norge. Norge er en attraktiv destination, og vi oplever nu kraftig vækst i vinterhalvåret. Det gælder både fra Europa, Nordamerika og Asien. Det er her, vi finder forklaringen på stigningen.”
Mindre lufthavn har fart på
Norges største lufthavn Oslo-Gardermoen har øget fra 1,76 millioner flypassagerer i februar sidste år til 1,80 millioner i den nu forgangne måned. Det resulterer i en samlet stigning på omkring to procent.
De andre store lufthavne i eksempelvis Bergen, Trondheim og Stavanger har derimod registreret en tilbagegang på henholdsvis tre, en og tre procent, hvorimod den mindre lufthavn i Tromsø har øget fra 237.000 til 272.000 passagerer og dermed lander en fremgang på 15 procent.
I januar i år benyttede langt flere end sammen måned for et år siden også lufthavnen, der ligger i norsk Lapland, og det flugter ligeledes mea, at flere tilrejsende gerne vil opleve naturen uden for storbyerne. Det har man eksempelvis også set i Finland over en årrække.
Påvirker ruteudbuddet
I år blev der foretaget 45.549 starter og landinger i de 43 lufthavne, og det er en stigning på 0,4 procent i forhold til sidste år, hvor der blev noteret 45.370 flybevægelser. Det er altså belægningen som er blevet øget, siger Gaute Skallerud Riise.
”Den begrænsede udvikling i antallet af flybevægelser peger på, at belægningsgraden også i februar fortsatte med at stige. Samlet set var belægningsgraden på 71,8 procent, hvilket er en stigning på over et procentpoint i forhold til samme måned sidste år.”
”Det er positivt for kapacitetsudnyttelsen i luftfarten, men det er også et udtryk for de store udfordringer med leverancer, som flyselskaberne står over for. Det påvirker ruteudbuddet i markedet.”
Relaterede artikler:
Fordobling af overskud i Avinor trods udfordringer